Af Ritzau - 05/12-16 18:14

City-stjerne får hård straf for voldsom tacklingCity-stjerne får hård straf for voldsom tackling

Topscorer Sergio Agüero har fået fire spilledages karantæne, mens holdkammeraten Fernandinho har fået tre.

storybild

Sergio Agüero og Fernandinho må sidde på tribunen i de kommende Premier League-kampe. (Billede: Scanpix/Paul Ellis)

Manchester City må klare sig uden topscorer Sergio Agüero i de kommende fire kampe i Premier League.

Den argentinske angriber er nemlig blevet tildelt fire spilledages karantæne som straf for den udvisning, han pådrog sig i slutfasen af kampen mod Chelsea i lørdags.

Agüero nedlagde Chelseas David Luiz med en flyvende tackling og blev præsenteret for et direkte rødt kort af dommer Anthony Taylor.

Straffen betyder, at han ikke kan være med i kampene mod Leicester, Watford, Arsenal og Hull.

Det er anden gang i denne sæson, at Agüero må holde en ufrivillig karantænepause.

Tidligere på året fik han en straf på tre spilledage for at ramme West Hams Winston Reid med sin albue. Dommeren så ikke forseelsen i kampen, men Agüero blev straffet på efterbevilling ud fra tv-billeder.

Fraværet af Agüero er ikke manager Josep Guardiolas eneste hovedpine efter hjemmenederlaget på 1-3 til Chelsea.

Også midtbanespilleren Fernandinho blev smidt ud for noget, der kunne ligne kvælertag på Chelseas Cesc Fabregas i tumulten efter Agüeros tackling. Brasilianeren har fået en straf på tre spilledage.

Samtidig kan begge klubber forvente at få en følgestraf for balladen.

Det Engelske Fodboldforbund (FA) har mandag åbnet en disciplinærsag mod både Manchester City og Chelsea.

Klubberne er anklaget for ikke at have styr på spillerne og har frem til på torsdag til at forklare sig for forbundets disciplinærudvalg.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx