08/09-17 18:50; Opdateret: 08/09-17 21:26

Viborg besejrer FCM Håndbold i jysk prestigeopgørViborg besejrer FCM Håndbold i jysk prestigeopgør

Viborg HK var bedst i anden halvleg mod FCM Håndbold og fik revanche for nogle store nederlag i sidste sæson.

storybild

København. Håndboldklubben Viborg HK vandt fredag aften 23-20 hjemme over FCM Håndbold i et rent jysk prestigeopgør mellem to hold, der har domineret dameligaen i en årrække.

Første halvleg af kampen i HTH Go Ligaen var meget lige, og ingen af holdene førte med mere end maksimalt to mål.

Efter pausestillingen 10-10 rykkede Viborg fra gæsterne i anden halvleg og kom foran 15-11.

Fire scoringer senere havde FCM ganske vist fået udlignet til 15-15, men Viborg tog igen teten med flere føringer på tre mål.

Viborgs Line Uno blev kampens topscorer med otte mål, mens Veronica Kristiansen og Tonje Løseth begge scorede fem gange for FCM Håndbold.

Med sejren fik hjemmeholdet også taget revanche for nogle af kampene mod FCM Håndbold i sidste sæson.

I foråret var FCM Håndbold klart bedst, da holdet besejrede Viborg i to opgør om DM-bronze.

Midtjyderne uddelte ligeledes store klø til Viborg, da de to hold i december sidste år spillede mod hinanden i semifinalen i pokalturneringen.

Med fredagens sejr har Viborg fire point for to kampe, mens FCM Håndbold har to point.

TTH Holstebro har fire point og topper ligaen på en bedre målscore end Viborg efter en sejr på 22-19 ude over pointløse Aarhus United.

Sidste sæsons tabende DM-finalist, København Håndbold, fik hentet sæsonens første point med en sejr på 26-21 hjemme over Silkeborg-Voel KFUM.

Begge hold har to point.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx