03/09-17 07:02

Tålmodig Sisto har set frem til at bidrage for DanmarkTålmodig Sisto har set frem til at bidrage for Danmark

Offensivspilleren, der var med fra start mod Polen, er glad for sin udvikling hos spanske Celta.

storybild

Jerevan. Fodboldspilleren Pione Sisto spillede fredag sin første landskamp i knap 11 måneder, da han var i startopstillingen i Danmarks 4-0-sejr hjemme over Polen i VM-kvalifikationen.

Offensivspilleren, der for et år siden skiftede fra FC Midtjylland til spanske Celta, glæder sig over at være tilbage i rødt og hvidt.

- Det var lang tid siden. Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg endelig kunne bidrage med det, jeg nu kan.

- Jeg har været tålmodig og vidst, at min tid nok skulle komme, og den kom mod Polen, siger Pione Sisto.

Den 22-årige dansker har i sommer fået ny cheftræner hos Celta, efter at Eduardo Berizzo tog til Sevilla og blev afløst af Juan Carlos Unzué.

Den nye træner har - fraset fire minutter i sæsonpremieren mod Real Sociedad - givet Pione Sisto fuld spilletid i de to ligakampe, der hidtil er blevet spillet i Primera Division.

- Der er blevet ændret meget, også i måden vi spiller på. Jeg skal tilpasse mig nye informationer, og det bruger jeg selvfølgelig mange kræfter på.

- Men det går fint, jeg har lært rigtig meget og har næsten fået fuld spilletid i de første to kampe. Det går, som det skal, siger Pione Sisto.

Danskeren er opmærksom på, at han kan støde på særlige udfordringer i sin anden sæson i spansk fodbold.

- Jeg føler mig bedre tilpas. Men jeg ved også godt, at anden sæson typisk er sværere end første.

- Nu ved modstanderne, hvem jeg er, for jeg spillede en del i sidste sæson og gjorde det fint.

- Der er større opmærksomhed, modstanderne ved, hvilke finter jeg laver. Så jeg skal blive klogere, og det ved jeg godt. Det vigtigste er, at jeg kan blive ved med at beholde min plads og spille, siger Pione Sisto.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller mener, at han har udviklet sig, siden han tog springet fra Superligaen til Primera Division.

- Det går stærkere, og det er et spørgsmål om tid, før man bliver hevet op, når man bliver sat ind i et miljø, hvor medspillerne er bedre, både til træning og i kampe, siger han.

Mandag aften skal Pione Sisto og Danmark forsøge igen at hente tre point i VM-kvalifikationen, når det gælder Armenien på udebane.

Hvis Celta-spilleren kommer på banen, bliver det hans sjette A-landskamp siden debuten i 2015.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx