09/10-17 19:57

Fransk stjerneskud er nomineret til verdens bedsteFransk stjerneskud er nomineret til verdens bedste

Teenageren Kylian Mbappé skal op mod blandt andre Cristiano Ronaldo og Lionel Messi i kampen om Ballon d'Or.

storybild

Kylian Mbappé har braget igennem i 2017. Scanpix/Franck Fife

Paris. Den 18-årige komet Kylian Mbappé er blandt de 30 nominerede til Ballon d'Or-prisen, der årligt gives til verdens bedste fodboldspiller.

Paris Saint-Germain-angriberen blev mandag nomineret som den sidste af de 30 udvalgte. Det er det franske fodboldmagasin France Football, som udpeger de nominerede.

Mbappé bragede igennem i sidste sæson for AS Monaco, som han var med til at spille i semifinalen i Champions League.

Det førte til, at den rapfodede frontløber i august blev udlejet til Paris Saint-Germain med henblik på at kunne skrive permanent kontrakt med hovedstadsklubben til sommer. AS Monaco får i så fald mere end en milliard kroner den anden vej.

I marts debuterede Mbappé på Frankrigs landshold. I december fylder han 19 år.

Han får dog aldeles hård konkurrence i kampen om at vinde Ballon d'Or.

Han er oppe mod blandt andre PSG-kollegerne Neymar og Edinson Cavani, mens Lionel Messi og Cristiano Ronaldo som sædvanlig er blandt de nominerede.

Christian Eriksens holdkammerat Harry Kane er også nomineret.

I alt er følgende 30 spillere nomineret til Ballon d'Or:

Neymar, Luka Modric, Paulo Dybala, Marcelo, N'Golo Kanté, Luis Suarez, Sergio Ramos, Jan Oblak, Philippe Coutinho, Dries Mertens, Kevin De Bruyne, Robert Lewandowski, David De Gea, Harry Kane, Edin Dzeko, Antoine Griezmann, Toni Kroos, Gianluigi Buffon, Sadio Mané, Radamel Falcao, Lionel Messi, Pierre-Emerick Aubameyang, Edinson Cavani, Mats Hummels, Karim Benzema, Cristiano Ronaldo, Eden Hazard, Leonardo Bonucci, Isco og Kylian Mbappé.

Ballon d'Or kåres af 173 udvalgte fodboldjournalister, der repræsenterer forskellige nationer.

Fra 2010 til 2015 blev prisen til verdens bedste fodboldspiller uddelt i samarbejde med Det Internationale Fodboldforbund (Fifa). Det samarbejde gik i vasken, så begge nu kårer verdens bedste fodboldspiller årligt.

Fifas pris uddeles på baggrund af stemmer fra landsholdsanførere, landstrænere, fans (online) og udvalgte medier.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx