07/10-17 19:56; Opdateret: 07/10-17 23:20

Belgisk sejr i Bosnien hjælper Danmark i toerregnskabBelgisk sejr i Bosnien hjælper Danmark i toerregnskab

Med Belgiens sejr i Bosnien-Hercegovina er Danmark nu endnu tættere på playoffkampe.

storybild

Thomas Meunier (siddende) stod for kampens første mål, da Belgien gæstede Bosnien-Hercegovina. Reuters/Dado Ruvic

Sarajevo. Gruppe H i VM-kvalifikationen hænger i den tunge af regnskabet om ikke at blive puljen med den dårligste toer, som går glip af playoffkampe om en VM-deltagelse.

Lørdag vandt Belgien med 4-3 i Bosnien-Hercegovina, og dermed ser det for alvor svært ud for Bosnien i forhold til at komme til VM - men omvendt godt ud for Danmark i toerregnskabet.

Grækenland fra gruppe H vandt senere 2-1 ude over Cypern og avancerede til andenpladsen i gruppen.

Grækenland nåede op på samme antal point, som Danmark har nu i toerregnskabet - nemlig 13 point.

Grækerne mangler at møde Gibraltar på hjemmebane, men det er ikke en kamp, der giver point i toerregnskabet.

Resultaterne i gruppe H betyder, at Danmark søndag aften med en sejr eller uafgjort hjemme mod Rumænien som minimum ender blandt de otte nationer i playoffkampene.

Endnu mindre kan også gøre det, idet Grækenland har en målscore, der er tre mål dårligere end Danmark. Og grækerne har også scoret færre mål end danskerne.

Derfor kan Danmark også tillade sig at tabe til Rumænien med tre mål og stadig blive blandt de otte bedste toere.

Danmark kan dog ved nederlag til rumænerne også risikere at blive overhalet på andenpladsen i sin egen gruppe, hvis Montenegro samtidig vinder ude over Polen.

Tilbage til kampen mellem bosnierne og belgierne.

På en våd og tung bane i Sarajevo, som nærmest var lige så brun, som den var grøn, havde de belgiske teknikere svært ved at folde hele repertoiret ud.

Alligevel var det gæsterne, som efter få minutters spil kom i front, da højrebacken Thomas Meunier fik frit skud i feltet.

Men selv om belgierne var mest på bolden, blev der ikke skabt mange store chancer.

Den elendige bane passede til gengæld glimrende til bosniernes direkte spil, og efter en halv time brød jublen løs på stadion.

Holdets stjerne og anfører, Edin Dzeko, afsluttede fra en spids vinkel, og riposten landede næsten lige foran målstregen, hvor Haris Medunjanin let kunne score til 1-1.

Ti minutter senere gik stemningen fra god til ekstatisk, da Edin Visca sendte Bosnien på 2-1 og dermed tættere på mulige playoffkampe om en VM-billet.

Føringen holdt til pausen, hvorefter Belgien intensiverede presset.

Efter en times spil gjorde Chelsea-angriberen Michy Batshuayi det til 2-2, og mindre end ti minutter senere blev det 3-2 ved Jan Vertonghen.

Den tidligere Brøndby-spiller Dario Dumic udlignede til 3-3 små ti minutter før tid og skabte fornyet håb, men kort efter lukkede Yannick Ferreira-Carrasco kampen.

Estland pryglede Gibraltar 6-0 i bundkampen i gruppe H.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx