Af Ritzau - 06/01-17 07:15

Real Madrid haler ind på vild rekordReal Madrid haler ind på vild rekord

Med en sejr over ufarlige Granada lørdag tangerer Real Madrid rekorden for flest kampe i træk uden nederlag.

storybild

Da Real Madrid vandt 3-0 over Sevilla i pokalturneringen, var det 38. kamp i træk uden nederlag for cheftræner Zinedine Zidanes mandskab. (Billede: Scanpix/Gerard Julien)

Real Madrid har sat kurs mod en forbedring af den spanske rekord for flest kampe i træk uden nederlag i alle turneringer.

Med en sejr på hjemmebane over Granada i Primera Division lørdag kommer Real Madrid op på hele 39 af slagsen. Det er en tangering af FC Barcelonas rekord.

Granada ligner på forhånd en særdeles overkommelig modstander. Holdet har blot vundet en af 16 ligakampe i sæsonen og ligger næstsidst.

Så selv om Pepe, Sergio Ramos, Lucas Vázquez, Mateo Kovacic og Gareth Bale alle sidder ude mod Granada, ligger et nederlag ikke i kortene.

Desuden strutter Real Madrid af selvtillid for tiden. Så meget, at holdets cheftræner, Zinedine Zidane, dårligt bemærker fraværet af flere navnkundige spillere.

- Selvfølgelig er nogle spillere vigtigere end andre, men vi ønsker, at hver eneste spiller føler sig betydningsfuld, og alle spiller fænomenalt godt.

- Det gode er, at alle er dedikerede. Der er ingen forskel, når nogle spillere er ude, og det siger meget om gruppen, siger Zinedine Zidane ifølge Reuters.

Vinder Real Madrid lørdagens kamp mod Granada, kan superstjernen Cristiano Ronaldo og resten af holdet snuppe rekorden fra FC Barcelona 12. januar.

Det skal i så fald ske med en sejr ude over Sevilla i et returopgør i pokalturneringen.

Sevilla ligger inden weekendens runde på tredjepladsen i ligaen, men tabte 0-3, da holdet onsdag mødte Real Madrid i det første opgør i pokalturneringen.

I det opgør var Ronaldo ikke med.

Seneste Real Madrid-nederlag i en officiel turnering faldt 6. april 2016 ude mod Wolfsburg i Champions League.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx