05/10-17 10:39

Cykelhold fyrer tidligere OL-guldvinder efter dopingsagCykelhold fyrer tidligere OL-guldvinder efter dopingsag

Spanieren Samuel Sánchez, der i 2008 vandt OL-guld i cykling, er færdig hos BMC efter positiv dopingprøve.

storybild

Madrid. Den tidligere olympiske guldvinder i landevejscykling, spanieren Samuel Sánchez, er færdig på cykelholdet BMC.

Kontrakten med den 39-årige spanier er torsdag annulleret med omgående virkning, efter at han i august afgav en positiv dopingprøve med spor fra et ulovligt væksthormon.

Sánchez, der hele tiden har bedyret sin uskyld, havde anmodet om at få foretaget en B-prøve, og den har også vist sig at være positiv.

Det har torsdag fået BMC til at reagere.

- I overensstemmelse med holdets nultolerancepolitik, antidopinglovgivningen og Den Internationale Cykelunions regulativer afsluttes kontrakten med øjeblikkelig virkning, skriver BMC på holdets hjemmeside.

Cykelrytteren har kørt for BMC siden 2014 efter mere end et årti hos Euskaltel–Euskadi.

Samuel Sánchez vandt i 2008 OL-guld i landevejscykling i Beijing. I 2010 blev han en samlet nummer to i Tour de France. To gange er han endt på podiet i Vuelta a Espana.

Spanieren afgav den positive dopingprøve i forbindelse med en out-of-competition-kontrol 9. august.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx