Af Ritzau - 17/06-17 23:05

Spanske favoritter bankede Makedonien ved U21-EMSpanske favoritter bankede Makedonien ved U21-EM

Det blev til tre scoringer af Marco Asensio, da Spanien lørdag vandt 5-0 over Makedonien ved U21-EM.

storybild

Marco Asensio var i fantastisk spillehumør, da han scorede tre mål for Spanien i sejren på 5-0 over Makedonien. (Billede: Scanpix/Maciej Gillert)

Spaniens U21-landshold i fodbold er blandt favoritterne til at vinde EM i Polen, og holdet levede op til forventningerne, da det lørdag slog Makedonien med hele 5-0.

Det første mål blev scoret efter ti minutter, da Saúl Ñíguez med et flot saksespark sendte bolden i nettet.

Seks minutter senere var det Real Madrids Marco Asensio, der ville lege med.

Med en følt inderside lagde han bolden op i hjørnet af målet, og den makedonske målmand kunne ikke gøre andet end at se til, mens den spanske føring blev udbygget.

Evertons Gerard Deulofeu omsatte i det 35. minut et straffespark til mål, efter en makedonsk forsvarsspiller havde taget hånden til hjælp i feltet.

I anden halvleg var en velspillende Asensio igen på spil. Efter en spansk kontra satte han en makedoner med et hurtigt træk i feltet, inden han med venstrebenet klappede bolden ind bag den makedonske målmand.

Og det store Real Madrid-talent var ikke færdig endnu, for han scorede også kampens femte og sidste mål. I det 72. minut løb han en halv banelængde med bolden, inden han kontant sparkede den op i hjørnet af det makedonske mål.

I dagens andet opgør ved U21-EM vandt Portugal 2-0 over Sverige.

Danmark skal i aktion søndag, hvor det er det stærke italienske hold, som danskerne skal prøve kræfter med. Den kamp spilles klokken 20.45.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx