Af Ritzau - 13/01-17 06:31; Opdateret: 13/01-17 08:23

Landstræner er klar til at gå langt for René ToftLandstræner er klar til at gå langt for René Toft

Gudmundur Gudmundsson fornemmer, at René Toft Hansen har været tæt på landsholdsstop efter et slidsomt år.

storybild

René Toft Hansen taler ikke med pressen under VM, fordi han skal spare på energien til kampene. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Håndboldlandsholdets forsvarskæmpe René Toft Hansen er slidt efter et udmarvende år, men landstræner Gudmundur Gudmundsson lægger ikke skjul på, at det er af vital betydning at have Kiel-spilleren med ved VM.

Derfor er landstræneren gået på kompromis med sædvanen og har givet René Toft Hansen fri fra alle presseopgaver, vel vidende at det ville give uro og kritik i medierne.

- I må skælde mig ud i stedet, siger Gudmundur Gudmundsson.

- René Toft er en nøglespiller i vores forsvar. Når jeg kigger tilbage og analyserer OL, så var han en af nøglerne til at vinde guldet. Han skabte stabilitet og var utrolig vigtig for os, mener han.

René Toft Hansen er ikke til rådighed, når Danmark møder Argentina i VM-premieren fredag aften i Paris, men det skyldes ikke uvilje mod at spille.

Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har nedlagt forbud mod René Toft Hansens albueskinne, så han er ikke indskrevet i truppen til kampen.

Dansk Håndbold Forbund har indsendt en dispensationsansøgning, som senere fredag ventes at skabe klarhed i sagen.

Det var i første omgang heller ingen formalitet at udtage den 32-årige stregspiller.

Uden at emnet direkte har været oppe at vende, har Gudmundur Gudmundsson fornemmet, at Kiel-spilleren har overvejet helt at stoppe på landsholdet efter OL.

- Jeg tror det. Men det er svært for mig at sige præcist. Vi har jo oplevet, at han har taget en pause tidligere, siger Gudmundur Gudmundsson og henviser til hans halve friår efter EM i Danmark i 2014.

For godt et år siden blev René Toft Hansen ramt af en korsbåndsskade, der i første omgang så ud til at slukke drømmen om OL.

Han trænede sig tilbage på banen i løbet af blot seks måneder, men det hårde slid satte sine spor.

- Han er ikke en af de yngste, og han har været virkelig presset. Det må man også have respekt for. Det er meget specielt at spille kun seks måneder efter en korsbåndsskade.

- Det var en fuldstændig anderledes René Toft efter skaden. Han kom tilbage og var så utrolig godt trænet, fordi hans målsætning var OL. Han har investeret masser af tid og energi i det, siger landstræneren.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx