01/12-17 06:33

Juventus jagter bedre defensiv i NapoliJuventus jagter bedre defensiv i Napoli

Gonzalo Higuain er tvivlsom, når Juventus skal forsøge at hale ind på Napoli i Serie A fredag aften.

storybild

Juventus-stjernen Gonzalo Higuain er blevet opereret for en brækket finger i ugen op til fredagens brag i Serie A mellem Napoli og Juventus. Scanpix/Marco Bertorello

Napoli. Juventus har lukket for mange mål ind i denne sæson, og det skal ændres, hvis klubben skal genvinde det italienske mesterskab.

Det vurderer klubbens rutinerede forsvarsspiller Giorgio Chiellini.

- I 90 procent af tilfældene er det holdet med den bedste defensiv, der vinder mesterskabet, og vi vil tilbage til at have den mest solide defensiv.

- I de seneste måneder har vi betalt prisen for op- og nedture og for at indkassere mål. Vi bliver nødt til at finde balancen, som vi ikke har haft i begyndelsen af sæsonen, siger Chiellini.

Sammen med sine holdkammerater skal den 33-årige forsvarsspiller fredag aften på besøg hos Napoli, der topper Serie A med fire point ned til Juventus på tredjepladsen.

Juventus har scoret fem mål mere end Napoli indtil videre i denne sæson, men mesterholdet har også lukket fem mål mere ind, og derfor er målet for i Juventus at holde nullet i Napoli.

- Vi ønsker at tage hjem fra San Paolo (Napolis hjemmebane, red.) uden at have lukket et mål ind. Det vil være et meget vigtigt signal.

- Vi er alle klar over kampens betydning fredag. Ligaen slutter ikke efter fredag, men et nederlag bliver svært at fordøje, siger Chiellini.

En Napoli-sejr vil sende klubben op på 41 point, mens Juventus vil forblive på 34 point. Dermed vil Napoli fortsætte som ubesejret mandskab efter 15 runder.

Skulle Napoli gå hele vejen og vinde det italienske mesterskab, vil det være første gang, siden Diego Maradona fejrede sine triumfer i den syditalienske klub med mesterskaber i 1987 og 1990.

Til sammenligning er de seks seneste mesterskaber endt hos Juventus i Norditalien, men i denne sæson har Torino-klubben tabt to gange indtil videre.

Gonzalo Higuain er tvivlsom til opgøret mod Napoli, da argentineren er blevet opereret for en brækket finger i ugens løb. Han har scoret otte ligamål, mens Paulo Dybala er klubbens topscorer med 12 træffere efter 14 runder.

- Gonzalo Higuain har stadig ondt i sin finger, men vi er stille optimister omkring hans deltagelse. Vi må afvente og se, hvordan han har det, siger Juventus-træner Massimiliano Allegri.

Kampen mellem Napoli og Juventus fløjtes i gang fredag klokken 20.45.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx