27/11-17 22:59

Vibe laver første sæsonmål i stor Brentford-skuffelseVibe laver første sæsonmål i stor Brentford-skuffelse

Den danske angriber lavede to mål, men Brentford lukkede to mål ind til sidst mod Queens Park Rangers.

storybild

Lasse Vibe (th.) scorede mandag for første gang for Brentford i denne sæson. Scanpix/Andrew Couldridge

London. Der har hidtil været stille om fodboldspilleren Lasse Vibe i denne sæson.

Men mandag aften stemplede den danske angriber fra Brentford ind med sit første sæsonmål for klubben fra den næstbedste engelske række.

Lasse Vibe lavede endda to mål og var på vej mod en matchvinderrolle i udekampen mod Queens Park Rangers.

Det endte dog med en kæmpe skuffelse for Brentford, der i de sidste minutter af dommerens tillægsminutter lukkede to mål ind.

Dermed fik Queens Park Rangers 2-2 og et point ud af kampen.

30-årige Lasse Vibe scorede til 1-0 tidligt i anden halvleg, og knap ti minutter før tid fordoblede han sin måltotal i sæsonen med scoringen til 2-0.

Herefter blev Lasse Vibe skiftet ud.

Mellem de to scoringer nåede han at pådrage sig et gult kort.

Andreas Bjelland fik fuld spilletid i forsvaret for Brentford, der efter cirka 93 minutter så ud til at holde eget mål rent med et minut tilbage at spille.

Så gik det imidlertid helt galt, og med scoringer af Matt Smith og Luke Freeman fik Queens Park Rangers udlignet.

Brentford har 24 point for 19 kampe og er nummer 14 i Championship, som er navnet på den næstbedste række i England.

Queens Park Rangers er nummer 16 med 22 point.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx