Af Ritzau - 10/05-17 00:01

Irriteret Green efter gysersejr: Nu må vi snart lære detIrriteret Green efter gysersejr: Nu må vi snart lære det

Danmark måtte igennem straffekonkurrence for at slå Slovakiet, fordi en 3-0-føring blev sat over styr.

storybild

Morten Green og medspillerne jubler efter Morten Poulsens 3-0-scoring i anden periode. Senere blev Green selv matchvinder på straffeslag. (Billede: Scanpix/Jan Korsgaard)

Udvisningerne er igen det store samtaleemne på det danske ishockeylandshold efter straffeslagssejren på 4-3 over Slovakiet ved VM tirsdag aften.

Danmark førte 3-0 og var på vej til en sejr i ordinær tid, men smed føringen over bord i en strøm af mere eller mindre unødvendige ture i straffeboksen.

- Vi kom ind efter anden periode med 3-0, og vi følte, vi havde slovakkerne, lige hvor vi ville have dem. Men de scorede i starten af tredje periode, og så blev udvisningerne et tema igen, konstaterer Morten Green.

- Det var jo ikke, fordi vi var spillet ud af brættet i tredje periode. De straffede bare vores udvisninger. Vi skal snart til at lære det, den er ikke længere, lyder det fra den danske kaptajn.

Det var Green selv, der sørgede for, at danskerne trods alt tager en succesoplevelse og to tiltrængte point med fra kampen.

Han var nemlig den eneste af seks spillere, der formåede at score i straffekonkurrencen.

- Det er selvfølgelig altid sjovt at afgøre det, det vil alle ishockeyspillere jo gerne. Nu var det så min tur, siger Green, der er i gang med sit 19. og sidste VM.

Ud over de to point kan spillerne også føle det som en moralsk opstrammer, at de ikke faldt helt sammen, da Slovakiet kom tilbage i tredje periode.

Efter udligningen til 3-3 skulle Danmark igennem yderligere to minutters undertal og måtte tilmed sluge endnu en skuffelse, da Julian Jakobsen fik et mål annulleret.

- Vi måtte prøve at få lidt ro på, for man kan let gå fuldstændig i panik og råbe og skrige. Det er også let at blive handlingslammet, så det gælder om at finde det rigtige spændingsniveau og komme videre.

- Det var mentalt stærkt, at vi ikke faldt fuldstændig igennem der. Alt hvad der kunne hoppe imod os, gjorde det. At vi fik en sejr til sidst, det er mentalt rigtig, rigtig vigtigt, siger Morten Green.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx