27/10-17 20:46

Pytlicks Odense-hold tager fjerde sejr i trækPytlicks Odense-hold tager fjerde sejr i træk

Odenses håndboldkvinder har haft en forrygende oktober med fire ligasejre. Fredag fik Randers HK prygl på Fyn.

storybild

Odense Håndbold og træner Jan Pytlick har lige nu succes i den danske håndboldliga. Scanpix/Attila Kisbenedek / Arkiv

Odense. Håndboldkvinderne fra Odense har ramt en fremragende stime i landets bedste række.

Fredag aften vandt Jan Pytlicks hold på hjemmebane med 30-20 over Randers HK.

Efter lidt vanskeligheder i begyndelsen af sæsonen har det fynske hold nu vundet de seneste fire ligakampe.

TTH Holstebro, Silkeborg-Voel, Viborg HK og nu Randers HK har i løbet af oktober fået prygl af Pytlicks sammenbragte stjernehold, der af flere eksperter er blevet udråbt til medaljefavorit.

Profiler som Stine Jørgensen, Trine Østergaard, Kathrine Heindahl og Mette Tranborg er kommet ind i folden før sæsonen.

Mod Randers HK bragte værterne sig hurtigt i front med 7-1, og det forspring fik gæsterne aldrig indhentet.

Føringen nåede en overgang i første halvleg op på ni mål, men det lykkedes Randers at få pyntet lidt, så stillingen var 18-10 til Odense ved pausen.

Randers-træner Niels Agesen kunne i begyndelsen af anden halvleg se sit hold få reduceret til 16-20. Herefter strammede de fynske værter igen grebet og kom foran 24-17. Dermed var sagen afgjort.

Tidligere fredag aften vandt København på udebane med 30-28 over Ringkøbing.

København og Team Esbjerg topper ligaen med 12 point, mens en trio bestående af Odense, FC Midtjylland og TTH Holstebro følger efter med 10 point. Randers HK har 8 point.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx