Af Ritzau - 22/04-17 08:51; Opdateret: 22/04-17 12:52

Forårets sidste cykelklassiker bliver fattig på danskereForårets sidste cykelklassiker bliver fattig på danskere

Efter Michael Valgrens afbud er der formentlig kun tre danskere til start i Liège-Bastogne-Liège.

storybild

Michael Valgren har meldt afbud til Liège-Bastogne-Liège efter onsdagens uheld. (arkiv) (Billede: Scanpix/Nils Meilvang)

Med forslåede Michael Valgrens afbud bliver forårets sidste cykelklassiker, Liège-Bastogne-Liège, en danskerfattig omgang.

Med forbehold for ændringer i sidste øjeblik er Jakob Fuglsang (Astana), Christopher Juul-Jensen (Orica-Scott) og Søren Kragh Andersen (Sunweb) eneste danske navne i det traditionsrige løb, der bliver afviklet på søndag.

Til sammenligning var der fem danske ryttere med i Flandern Rundt og Amstel Gold Race og hele otte i Paris-Roubaix.

På forhånd lignede Michael Valgren (Astana) ellers det bedste danske bud på en god placering i løbet. Men hans voldsomme styrt i La Flèche Wallonne i onsdags har altså tvunget ham til at melde fra.

Den 25-årige dansker ramte tilsyneladende et hul i vejen og væltede i høj fart.

Han modtog behandling i vejkanten og blev derefter fragtet til hospitalet. Her kunne lægerne konstatere, at han var sluppet billigt og uden knoglebrud.

- Efter omstændighederne føler jeg mig meget heldig. Det var et slemt styrt, sagde Valgren senere til Astanas hjemmeside.

Samtidig varslede han, at han kom til at droppe Liege-Bastogne-Liege, hvor han ellers var udset til at være en af sit holds spydspidser.

- Der er ingen grund til at køre det løb, og derfor vil jeg tage min pause nu, som jeg skulle have gjort efter Liège og så fortsætte med at fokusere på Tour de France, sagde Valgren.

Publikum må også spejde forgæves efter sidste års vinder, Wout Poels (Sky), der kæmper for at overvinde en knæskade.

Onsdagens suveræne triumfator i La Flèche Wallonne, Alejandro Valverde (Movistar), er ifølge bookmakerne klar favorit til at tage en ny sejr søndag.

Valverde har vundet Liège-Bastogne-Liège tre gange i karrieren. Spanieren kom først over målstregen i 2006, 2008 og 2015.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx