Af Ritzau - 07/05-17 19:31

AaB-træner efter ny nedtur: Det er chokerende dårligtAaB-træner efter ny nedtur: Det er chokerende dårligt

Hverken Morten Wieghorst eller Kasper Risgård havde meget til overs for AaB's præstation mod Silkeborg.

storybild

AaB-træner Morten Wieghorst langede ud efter sine spillere efter nederlaget til Silkeborg i nedrykningsspillet i Alka Superligaen. (Billede: Scanpix/Bo Amstrup)

En dårlig periode for AaB kulminerede søndag eftermiddag, da holdet hjemme tabte 0-1 til Silkeborg IF.

AaB sikrede sig godt nok overlevelse i ligaen i forrige spillerunde, men nordjyderne har kun hentet en enkelt sejr i deres sidste ni opgør i Alka Superligaen.

I søndagens opgør mod Silkeborg fungerede intet for AaB, der ikke skabte én reel chance mod de nedrykningstruede gæster.

AaB's indsats var derfor vanskelig at acceptere for AaB-træner Morten Wieghorst.

- Jeg er ekstremt skuffet over, at vi kan spille med så lavt et teknisk niveau, og at vi kom frem til så lidt. Det er faktisk lidt chokerende. Det må ikke være vores sande niveau det her.

- Selvfølgelig kigger jeg på, hvad jeg kan gøre bedre, men spillerne skal også løfte deres niveau.

- Jeg har sagt til dem, at vi skal løfte det hurtigt, for ellers har vi ikke noget at gøre i playoffkampe om Europa, siger Morten Wieghorst.

AaB’s officielle målsætning for sæsonen var en placering i top-6.

Rutinerede Kasper Risgård mener dog, at nordjyderne i nuværende forfatning er langt fra det niveau.

- Når man ser, hvordan vi spillede for halvandet år siden, er der milevidt til forskel nu. Vi skal være glade for, at vi overlevede i ligaen, for den her sæson har været meget nedadgående i perioder.

- Måske har vi ikke niveau til mere. Forventningerne er måske for høje til det niveau, vi reelt har.

- Ambitionerne er større for klubben, men vi må også erkende, at vi har langt op til top-6 i næste sæson, siger Kasper Risgård.

AaB har stadig chancen for at spille sig til europæiske kampe i næste sæson. I første omgang venter playoffkampe, hvor modstanderen formentlig bliver Randers FC.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx