Af Ritzau - 05/03-17 08:25

Usædvanlige fyringer sætter superligabejlere under lupUsædvanlige fyringer sætter superligabejlere under lup

Både Hobro og Vendsyssel har fyret træneren i vinterpausen, selv om klubberne topper 1. division.

storybild

Erik Rasmussen har en fortid som cheftræner i blandt andet FC Midtjylland og AGF. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Det hører til sjældenhederne, at de to øverste hold i en fodboldrække begge skiller sig af med træneren i en vinterpause, men det er ikke desto mindre situationen i den danske 1. division.

Både Hobro og Vendsyssel kommer ind til søndagens forårspremiere med nye folk på trænerbænken, og begge klubber må belave sig på særlig opmærksomhed efter det noget usædvanlige forløb.

Seneste fyring gik ud over Joakim Mattsson, som havde ført Vendsyssel op på andenpladsen, men måtte forlade jobbet, efter at Erik Rasmussen var blevet installeret i en rolle som sportslig ansvarlig.

Det stod klart, at Mattsson og Rasmussen ikke var enige om den fremtidige kurs, og derfor måtte Mattsson forlade klubben for at give plads på trænerbænken til rutinerede Rasmussen.

Inden mødet med Fremad Amager er Erik Rasmussen da også klar over, at det kuplignende forløb sætter ham under tungt resultatpres fra første dag.

- Jeg ved godt, jeg har stillet mig på skafottet, hvis projektet mislykkes.

- Jeg kan godt høre på vandrørene, at mange ikke bryder sig om den måde, jeg er kommet til chefposten på, og efter beslutningen er jeg kommet bagud på point, siger Erik Rasmussen i et interview med Ekstra Bladet.

Under hans forgænger skrabede Vendsyssel 31 point sammen i 19 kampe, og holdet ligger side om side med Hobro i toppen af rækken.

Men 1. division er usædvanlig tæt, og selv en mindre formkrise kan resultere i et brat fald til tabellens nederste halvdel.

- Vi har en målsætning om top-3, men det er svært at vurdere, hvor realistisk det er i en så tæt række. Vi har en stærk trup, og jeg tror, vi slutter blandt de tre bedste, siger Erik Rasmussen.

Usædvanligt, men en smule mindre dramatisk, har forløbet været hos oprykningsfavoritten Hobro, der før vinterpausen kvitterede for førstepladsen ved at fyre Ove Pedersen.

Der var brug for en anden trænerprofil og nye idéer for at optimere chancen for oprykningen, lød forklaringen fra klubben.

Nu er det op til Thomas Thomasberg at bevise, at den kontroversielle beslutning var fornuftig.

Den nye træner peger på Vendsyssel, Roskilde og HB Køge som de hårdeste konkurrenter til oprykningspladsen.

- Men det kan godt være, jeg bliver klogere. Efteråret har vist, at holdene ligger utrolig lige.

- Det gælder om at ramme en stime, så man kontinuerligt henter point, for mange af holdene kommer til at slå hinanden indbyrdes, siger Thomas Thomasberg til Nordjyske.

Hobro indleder foråret med en hjemmekamp mod FC Helsingør.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx