Af Ritzau - 16/05-17 19:33; Opdateret: 16/05-17 22:11

French Open afviser at give wildcard til SharapovaFrench Open afviser at give wildcard til Sharapova

Tennisspilleren Maria Sharapova får ikke tildelt et wildcard til grand slam-turneringen French Open.

storybild

Maria Sharapova får ikke lov til at spille tennis ved dette års French Open. (Billede: Scanpix/Andreas Solaro)

Grand slam-turneringen French Open bliver uden Maria Sharapova, meddeler arrangørerne tirsdag aften.

Den russiske tennisstjerne får ikke tildelt et wildcard, og hun har ikke nok point til at træde ind i hverken hovedturneringen eller kvalifikationen.

Sharapova er lige kommet tilbage på tennisbanen, efter at hun har afsonet en karantæne på 15 måneder for brug af doping.

Derfor har russeren mistet så mange point på verdensranglisten, at hun ikke automatisk er sikret adgang til de store turneringer.

Bernard Giudicelli Ferrandini, der er chef for det franske tennisforbund, er ked af det på Sharapovas vegne, men forklarer beslutningen ganske kontant.

- Der kan blive uddelt wildcard til en spiller, der kommer tilbage efter en skade. Der kan ikke blive givet wildcard til spillere, der kommer tilbage efter doping, siger Ferrandini.

- Hun vil måske være meget skuffet, men det er mit ansvar og mit job at beskytte de høje standarder om sporten, der skal spilles uden tvivl om resultatet, siger han.

30-årige Sharapova, som lige nu er nummer 211 i verden, har tidligere i karrieren vundet French Open to gange. French Open går i gang 28. maj.

Sharapova har tidligere fået wildcards til WTA-turneringerne i Stuttgart, Madrid og Rom.

Tirsdag aften røg Sharapova ud i anden runde ved turneringen i Rom mod kroaten Mirjana Lucic-Baroni. Sharapova trak sig med en skade i tredje sæt.

Beslutningen fra arrangørerne i French Open blev truffet, kort inden Sharapovas kamp gik i gang.

Sharapova lagde ud med at blive brudt rent i egen serv, og siden tabte hun første sæt 4-6.

Russeren kom dog stærkt tilbage og vandt andet sæt 6-3 og var foran 2-1 i tredje, inden hun trak sig.

Præstationerne i Stuttgart og Madrid har indtil videre sikret russeren adgang til kvalifikationen i grand slam-turneringen Wimbledon.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx