28/11-17 09:12

Mads Øland: Landsholdskonflikten var det hele værdMads Øland: Landsholdskonflikten var det hele værd

Spillerforeningens direktør, Mads Øland, mener ikke, han kunne have ageret anderledes i konflikten med DBU.

storybild

Mads Øland, direktør for Spillerforeningen, har fået hård kritik for sin rolle i den landsholdskonflikt, som førte til aflysningen af kvindernes VM-kvalifikationskamp mod Sverige. Scanpix/Keld Navntoft/arkiv

København. Mads Øland, direktør for Spillerforeningen, har holdt sig helt ude af medierne de seneste måneder i forbindelse med konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og kvinde- og U21-landsholdet om en ny landsholdsaftale.

Aftalen kom på plads i weekenden, og tirsdag står Mads Øland frem i Ekstra Bladet og fortæller sin version af forløbet.

Øland har fået hård kritik for sin rolle i konflikten, der endte med aflysning af kvindernes VM-kvalifikationskamp mod Sverige, hvor Danmark blev taberdømt.

Men direktøren mener ikke, at han og Spillerforeningen kunne have gjort tingene anderledes.

- Det er klart, at både vi (Spillerforeningen) og DBU har et fælles ansvar for forløbet. Men jeg vil ikke kalde forløbet pinligt. Jeg har heller ikke et behov for at pege fingre ad DBU.

- Overordnet er mit job at lave aftaler, og når det ikke lykkes, er det aldrig en succes, lyder det fra Mads Øland.

Han fortryder derfor ikke forløbet.

- Nej, egentlig ikke. Jeg synes ikke, vi kunne have gjort noget anderledes for at undgå konflikten, siger Øland til Ekstra Bladet.

- Hverken vi eller DBU ønskede en aflysning af kampen mod Sverige. Men når jeg ser på den fireårige kollektive aftale, vi har fået, så har det, vi har været igennem, været det hele værd.

Han har fået mange tæsk i medierne for både sine metoder og for ikke at forklare sig i sagen, der i voldsom grad har besværliggjort kvindernes chancer for at komme til VM.

Men Mads Øland mener ikke, at det havde tjent noget formål, hvis han havde stillet sig frem undervejs.

- Jeg har været med i 30 år og har prøvet det her før. Når forhandlingerne kører, kan jeg af hensyn til forhandlingerne ikke udtale mig.

- Og så ved jeg, at der kommer en periode, hvor mange skyder på mig, uden at jeg kan forsvare mig. Det nytter ikke, jeg træder frem, mens det hele koger. Derfor må jeg tage tæskene, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx