Af Ritzau - 02/04-17 18:57

Arsenal får point trods to Manchester City-føringerArsenal får point trods to Manchester City-føringer

Manchester City førte 1-0 og 2-1, men Arsenal fik alligevel et point ud af topkampen på Emirates Stadium.

storybild

Sergio Agüero bragte Manchester City på 2-1 kort inden pausen. (Billede: Reuters/Eddie Keogh)

Manchester City og Arsenal ligger fortsat henholdsvis nummer fire og seks i Premier League.

Det blev konsekvensen af, at de søndag spillede 2-2 på Arsenals hjemmebane, Emirates Stadium.

Begge hold kunne ellers avancere en plads i tabellen i tilfælde af sejr, men i stedet har City nu 58 point for 29 kampe, mens Arsenal har 51 point for 28 spillede opgør.

City førte både 1-0 og 2-1 og havde de største intentioner om at vinde, men det var ikke ufortjent, at Arsenal fik et point ud af den underholdende kamp.

Allerede i det femte minut bragte City sig foran 1-0. Fra egen banehalvdel sendte Kevin De Bruyne en genial stikning i dybden, så Leroy Sane fik en friløber.

Sane var helt kølig, afdriblede målmand David Ospina, inden han sendte bolden i det tomme mål.

Derpå overlod City en del af initiativet til Arsenal, som satte udligningen ind efter 39 minutter.

Et Arsenal-hjørnespark blev i første omgang afværget, men Shkodran Mustafi sendte bolden tilbage i feltet, hvor den lidt tilfældigt havnede hos Theo Walcott, der scorede hos Wilfredo Caballero.

Men hjemmeholdets glæde varede kort. Nærmere bestemt to minutter. City svarede nemlig tilbage med et intenst pres, hvor Kevin de Bruynes gennembrud ad to omgange blev afvist.

Citys besættelse af Arsenal-feltet mundede ud i, at Sergio Agüero blev spillet fri, og argentineren sparkede resolut 2-1-målet i kassen.

Kort efter pausen havde han også en god chance for at øge til 3-1, men hans afslutning sneg sig lige forbi mål.

I stedet udlignede Arsenal for anden gang i det 53. minut. Mesut Özil serverede et hjørnespark, Shkodran Mustafi steg til vejrs og headede 2-2-målet ind.

I den resterende del af kampen virkede City mest opsat på at jagte sejren, men holdet spillede sig ikke frem til de helt åbne chancer.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx