03/08-17 10:41

EM-succes har sendt fodboldkvinderne Holland rundtEM-succes har sendt fodboldkvinderne Holland rundt

Landsholdet har boet tæt på skoven ved Arnhem, i millionbyen Rotterdam og er nu i den noget mindre by Breda.

storybild

Breda. De fornemme resultater ved EM har sendt de danske fodboldkvinder på rundtur i store dele af Holland.

De første par uger boede spillerne i en lille landsby tæt på skoven nær Arnhem midt i landet. Senere gik turen til millionbyen Rotterdam i vest, og i øjeblikket er de bosat sydpå i Breda - en by med 180.000 indbyggere.

Hvis det torsdag aften lykkedes at slå Østrig i EM-semifinalen, så venter tre dage helt østpå i Enschede, hvor finalen skal spilles.

De danske spillere har nydt hele turen og også haft tid til at se lidt af Holland.

- Jeg tror, at det har været godt for os at flytte rundt, siger Line Sigvardsen Jensen.

- Vi boede det første sted i ret lang tid, og man blev lidt mættet af den samme mad, omgivelser og folk. Så det er fedt at komme til et nyt sted, siger midtbanespilleren.

- Det var godt at have en base i begyndelsen, hvor vi kunne pakke ud og høre til. Men efter 14 dage på det samme værelse glædede jeg mig til at opleve noget andet, fortæller hun.

Pernille Harder har det på samme måde som holdkammeraten.

- Det har været meget rart at rejse rundt og se noget nyt. Så får man ikke lejrkuller.

- Det første hotel, vi boede på, var meget hyggeligt. Det var en god atmosfære, men måske var det også lidt væk fra alting, hvis man for eksempel havde lyst til at sætte sig på en café, siger Harder.

Selv om landsholdet har været rundt i store dele af Holland, så er tiden primært gået med træning, spisning og behandling.

Der har nu også været tid til at slentre rundt i Arnhem, Rotterdam og Breda.

- Det er forskelligt fra dag til dag, hvad man orker, siger Line Sigvardsen Jensen.

- Jeg har prøvet at sove en masse. Jeg har sovet til middag mange dage. Hvis vi har haft adgang til en pool, så har jeg udnyttet det, siger hun.

Nadia Nadim har holdt sig mest i nærheden af hotellerne.

- I Rotterdam var jeg måske ude to gange, men det var lige ved hotellet. Så jeg ser da noget af Holland, men alligevel ikke, siger angriberen.

- Vi har fritid, men vi er meget på hotelværelset. Mange gange orker jeg bare ikke at være ude at gå, siger Nadim, der synes, at Holland virker meget som Danmark.

- Det er stille, roligt og afslappet, siger hun.

Flere af spillerne pakker kufferten ud, når de ankommer til nye steder, og der er andre, der ikke gør. Nadim gør ikke.

- Vi skal ikke bruge så meget. Det tøj, vi går rundt i, ligger bare i rummet.

- Det er bare toilettaske, løbesko og støvler, man skal bruge, siger hun.

Danmark står torsdag over for Østrig i EM-semifinalen. Kampen i Breda fløjtes i gang klokken 18.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx