06/09-13 18:52

Leon Andreasen vil jagte spinkelt håbLeon Andreasen vil jagte spinkelt håb

Skader har ødelagt de to bedste år i Leon Andreasens karriere. Han har kæmpet hårdt for at komme tilbage.

storybild

Leon Andreasen vil ikke opgive, så længe der er håb. (Billede: Polfoto)

Leon Andreasen kunne have været en dominerende faktor på det danske fodboldlandshold i de seneste år. I stedet blev potentialet smadret af flere alvorlige skader.

Nu gælder det for Leon Andreasen om at hjælpe det danske fodboldlandshold i de fire resterende VM-kvalifikationskampe i dette efterår, hvor landstræner Morten Olsen glæder sig over Leon Andreasens comeback.

- Jeg er bare glad for, at Morten har taget mig med. Og jeg vil bidrage med det, jeg nu en gang kan. Vi har nogle fodboldkampe, der skal vindes.

LÆS OGSÅ: Krohn-Dehli: Selvfølgelig er vi et bedre fodboldhold

- Det er det, vi alle sammen koncentrerer os om. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvordan de kampe bliver vundet, bare de bliver vundet.

- Den lille chance, vi har endnu for eventuelt at kvalificere os til VM, den skal selvfølgelig jagtes, fastslår Leon Andreasen.

Vil ikke tænke
Han forsøger forud for aftenens VM-kvalifikationskamp ude mod Malta ikke at tænke for meget over, at det kan gå galt for tredje gang i karrieren.

- Hvis man tænker over sådan noget, så sker der først noget. Jeg har bare været pisse uheldig. Jeg har nærmest mistet de to bedste år i min karriere at spille fodbold i.

- Så nu må vi håbe, at jeg kan lægge dem på til sidst, siger 30-årige Leon Andreasen.

For et år siden havde Leon Andreasen også kæmpet sig tilbage på landsholdet, og han blev skiftet ind i Danmarks 0-0-kamp i Parken mod Tjekkiet i VM-kvalifikationen.

LÆS OGSÅ: Italien kan sikre VM-deltagelse og hjælpe Danmark

Det så lovende ud for midtbanekrigeren, men så ramlede han ind i endnu en skade.

- Jeg var rimelig uheldig sidste gang. Jeg havde et godt comeback og var kommet godt i gang, og så var jeg så uheldig at rive korsbåndet i stykker i slutningen af september sidste år.

- Det var selvfølgelig et tilbageslag, som jeg lige skulle komme mig over, husker Leon Andreasen.

På sin plads med forlængelse

Danskerens arbejdsgiver Hannover 96 har et medansvar for, at Leon Andreasen har været ukampdygtig over længere tid, fordi klubben har insisteret på at bruge ham i vigtige kampe.

Derfor har det kun været på sin plads, at tyskerne i februar forlængede samarbejdet midt i en af de længerevarende skadespauser, mener Leon Andreasen.

Nu løber kontrakten frem til næste sommer.

- Man skal heller ikke glemme, at da jeg blev skadet i min lyske, der spillede jeg mange måneder med smerter og på sprøjter, fordi vi lå og kæmpede for at undgå nedrykning.

- Der gik jeg ind og kæmpede mig igennem det smertehelvede, hvilket jeg ikke skulle have gjort. Der var jeg skadet i meget lang tid efter det. Det var noget, jeg gjorde for klubben.

- Jeg synes kun, at det var mere end fair, at Hannover viste mig tillid, påpeger han.

Kampen mod Malta fløjtes i gang klokken 20.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx