Af Ritzau - 19/03-17 10:59

Denmark Open beholder høj status i ny badmintonstrukturDenmark Open beholder høj status i ny badmintonstruktur

Pengepræmierne i international badminton løftes yderligere i en ny turneringsstruktur gældende fra næste år.

storybild

Der vil være 700.000 dollar på spil, når Viktor Axelsen og resten af verdenseliten mødes i Denmark Open i 2018. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Pengepræmierne i badmintonsporten får et nyt løft i de kommende sæsoner. Samtidig beholder Denmark Open sin høje status som international turnering.

Det står klart, efter at Det Internationale Badmintonforbund (BWF) søndag annoncerede en ny turneringsstruktur gældende fra 2018 til 2021.

Den nye serie, BWF World Tour, tæller i alt seks niveauer, og i sæsonens fire største turneringer vil der være garanteret mindst 1.000.000 dollar i pengepræmier.

- Tiden er inde for, at badmintonsporten svæver endnu højere, siger BWF's præsident, Poul-Erik Høyer.

- Vores nøglemål er at vise sporten frem på højeste konkurrenceniveau, øge tv-dækningen samt øge topspillernes kvalitet og popularitet på verdensplan, tilføjer Høyer.

I den nye serie befinder sæsonfinalen sig alene på niveau 1 med en samlet præmiesum på 1.500.000 dollar. Den har en præmiesum på 1.000.000 dollar i 2017.

På niveau 2 følger tre turneringer, der alle får en præmiesum på mindst 1.000.000 dollar. Det drejer sig om All England, China Open og Indonesia Open.

På det efterfølgende niveau følger fem turneringer, som blandt andet omfatter Denmark Open. I disse fem turneringer vil mindst 700.000 dollar være på spil.

I Badminton Danmark er man "glad og stolt" over at være blandt de største turneringer på BWF's nye World Tour.

- Det er en stor anerkendelse af det arbejde, som vi gør for badminton i Danmark og på verdensplan, og så er det ikke mindst en anerkendelse af det professionelle niveau, som vores events har, siger administrerende direktør Bo Jensen.

- At lille Danmark fortsat vil være i verdenstoppen gør også, at vi kan fortsætte vores udvikling med at kunne præsentere publikum, sponsorer og samarbejdspartnere for den bedste badmintonoplevelse overhovedet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx