14/07-17 20:04

Federer er i Wimbledon-finalen og øjner historisk triumfFederer er i Wimbledon-finalen og øjner historisk triumf

Roger Federer er i finalen ved Wimbledon efter en sejr i tre sæt over tjekkiske Tomas Berdych.

storybild

København. Roger Federer er nu blot en enkelt sejr fra at skrive tennishistorie.

Den schweiziske tennisstjerne er således klar til finalen ved Wimbledon efter en sejr i tre tætte sæt over tjekkiske Tomas Berdych.

Det betyder, at Federer søndag får mulighed for at vinde den prestigefyldte tennisturnering for ottende gang i karrieren. En bedrift, der vil betyde, at han er den herresinglespiller, der har vundet turneringen flest gange. Med de nuværende syv sejre deler han nu rekorden med amerikanske Pete Sampras.

Federer bookede finalebilletten med en sejr i tre sæt, hvoraf to endte i tiebreak. 7-6 (7/4), 7-6 (7/4) og 6-4 lød schweizerens sejrscifre.

Berdych spillede en flot kamp, men kunne ikke stille noget op mod Federer, der i en alder af 35 år spiller noget af karrierens bedste tennis.

I første sæt brød de to semifinalister hinanden en enkelt gang hver, og sættet skulle dermed afgøres i tiebreak. Her vandt Federer sikkert 7-4.

Kampens andet sæt skulle også afgøres i tiebreak, efter at ingen af de to herrer formåede at bryde deres modstander. Endnu engang var Federer for stærk for sin tjekkiske modstander og vandt igen 7-4.

Midt i tredje sæt spillede Berdych sig frem til to breakbolde, men Federer afværgede faren ved at sende fire forrygende server afsted og nuppe partiet.

Efterfølgende brød han Berdych, og det banede vejen for, at Federer kunne tage tredje sæt og booke karrierens 11. finalebillet ved Wimbledon.

Den tredjeseedede schweizer har dermed også fortsat mulighed for at udbygge sin rekord for flest grandslam-titler, der lige nu lyder på 18 styk.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx