Af Ritzau - 30/12-16 20:48

Chelsea-manager: Sejrsstime er ingen garanti for titelChelsea-manager: Sejrsstime er ingen garanti for titel

Antonio Conte glæder sig over 12 ligasejre i træk, men han anser ikke Premier League-titlen for at være i hus.

storybild

Antonio Conte har ført Chelsea til 12 ligasejre i træk. (Billede: Scanpix/Glyn Kirk)

Det er et Chelsea-hold fyldt med selvtillid, der lørdag tager imod Stoke i den sidste Premier League-runde i år.

Chelsea har vundet 12 ligakampe i træk og har oparbejdet et stort forspring til de nærmeste forfølgere.

Eftersom London-klubben ikke er med i de europæiske klubturneringer i denne sæson, kan det se ud som om, at klubben er godt på vej mod at vinde det engelske mesterskab.

Den snak gider Chelseas manager, Antonio Conte, dog ikke høre på.

- Det er en stor præstation at vinde 12 kampe i træk, men det er ikke nok til at vinde ligaen på nuværende tidspunkt, siger italieneren ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi har kun seks point mere end nummer to (Liverpool, red.) og syv flere end nummer tre (Manchester City, red.). Der er lang vej, før sæsonen slutter, siger den tidligere Juventus-træner.

Chelsea har 46 point for 18 kampe, og der resterer endnu 20 runder i Premier League-sæsonen.

Ikke mindst Chelseas defensiv har været godt kørende, og klubben har kun lukket to mål ind i de 12 seneste ligaopgør.

Det har blandt andet ført til rygter om, at Real Madrid skulle være interesseret i at hente Chelsea-målmand Thibaut Courtois til Spanien.

Den belgiske målmand var fra 2011 til 2014 udlejet fra Chelsea til Atlético Madrid, hvorefter han vendte tilbage til Chelsea og slog klubbens mangeårige førstevalg, Petr Cech, af holdet.

Ifølge Antonio Conte skal Thibaut Courtois dog ingen steder.

- Han bliver hos os, og det er det vigtigste. Alt det andet er bare spekulationer.

- Thibaut er for mig en af de bedste målmænd i verden, hvis ikke den bedste, siger manageren.

Thibaut Courtois har kontrakt med Chelsea til 2019.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx