22/10-17 16:47; Opdateret: 22/10-17 19:59

Dolberg nedlægger Feyenoord med to scoringerDolberg nedlægger Feyenoord med to scoringer

Kasper Dolberg scorede sine første mål i Æresdivisionen i denne sæson, da Ajax slog Feyenoord med 4-1.

storybild

Rotterdam. Kasper Dolberg har haft svært ved at leve op til succesen, efter at han i sidste sæson fik sit store gennembrud i hollandsk fodbold.

I denne sæson er det flere gange blevet til en plads som indskiftningsspiller, og sådan var situationen også søndag for den unge angriber.

Dolberg blev dog skiftet ind i storkampen ude mod Feyenoord, og så viste han klassen igen med to scoringer, da Ajax ude vandt hele 4-1 efter tre scoringer i de sidste 18 minutter af opgøret.

Dolberg erstattede Klaas-Jan Huntelaar i det 65. minut, og syv minutter senere scorede danskeren til 2-1 for Ajax.

Det var Dolbergs første mål i Æresdivisionen i denne sæson.

- Jeg vidste, at jeg stadigvæk havde det i mig.

- Det føles rigtigt godt at score og vinde. Især i en kamp som denne. Det er fantastisk, siger Dolberg til Ajax TV ifølge TV2 Sport.

Efter en Ajax-kontra lagde David Neres bolden ind i Feyenoord-feltet, hvor Dolberg kom løbende og sendte bolden i mål til stor jubel hos gæsterne.

I opgørets 89. minut sørgede Siem de Jong for 3-1, inden Kasper Dolberg minuttet senere scorede sit andet mål til slutresultatet.

Her blev Dolberg spillet fri, og efter at danskeren havde taget bolden med i løb med brystet udplacerede han sikkert den fremstormende Feyenoord-keeper Brad Jones.

Nicolai Jørgensen var med hos Feyenoord, og den danske landsholdsangriber brændte et straffespark i det 56. minut, efter at Huntelaar havde bragt Ajax foran 1-0 fem minutter efter pausen.

To minutter senere gjorde Jørgensen dog skaden god igen, da han stod for et flot oplæg til Feyenoords udligning til 1-1.

Danskeren erobrede bolden i Ajax-feltet, driblede lidt og serverede den for fødderne af Jens Toornstra, der bragede bolden op i nettaget.

Sejren betyder, at Ajax nåede op på 19 point på andenpladsen, mens Feyenoord forblev på 16 point på fjerdepladsen i den bedste hollandske række.

Topholdet PSV Eindhoven skovlede mere succes ind, da klubben tidligere søndag besejrede Heracles 3-0.

Her scorede Hirving Lozano efter 18. minutter, mens Marco van Ginkel scorede de to sidste mål, hvoraf den sidste scoring var sat ind på et straffespark.

PSV topper rækken med 24 point.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx