Af Michel Wikkelsø Davidsen - 06/11-17 15:21

Solbakken afslører i ny bog: Så meget får FCK-spillerne i lønSolbakken afslører i ny bog: Så meget får FCK-spillerne i løn

Det er ikke småpenge, der bliver smidt i lønningsposerne i FC København.

storybild

(Billede: Anders Kjærbye)

Ståle Solbakken skulle overbevises. En del endda. Men så sagde han også ja til for første gang selv at medvirke i en bog om sig selv og livet som først træner og siden manager i FC København. 'Løvehjerte' hedder bogen, der udkommer på Ekstra Bladets Forlag i morgen den 6. november.

Metroxpress bringer her et uddrag fra bogen. Et uddrag, hvor Ståle Solbakken fortæller om, da han skuffede et par indbrudstyve, sagde nej til 15 millioner kroner og hvor meget spillerne tjener i FC København.

Fra bogen 'Løvehjerte' af Ståle Solbakken og journalist Peter Sloth:

»For mig som privatperson betyder penge uendelig lidt, grænsende til ingenting. Det er nemt at sige, når man økonomisk set har sit på det tørre, men jeg har både prøvet at have meget få penge og en stor studiegæld, og jeg har prøvet at være ret velhavende. Det har ikke ændret fundamentalt på mit forbrug, om der stod mange eller nærmest ingen penge på min konto.

Familien bor stadig i det samme hus, som vi havde, før jeg blev 'rig', og jeg bruger meget få penge i hverdagen. Folk vil nok mene, at jeg lever spartansk. Det mener min kone i hvert fald. Nu, hvor jeg bor alene i København, bruger jeg måske 100 kroner på en hel uge, hvis jeg ikke har gæster. Til hverdag spiser jeg min mad på træningsanlægget og henter kun yderst sjældent en pizza eller lignende ude i byen. Elektronik, gadgets, alt sådan noget, bruger jeg stort set ingen penge på.

Da jeg havde indbrud i min lejlighed i København i foråret 2017, vurderede politiet, at tyvene havde udvalgt sig netop min lejlighed, fordi jeg er den, jeg er. De troede formentlig, at Ståle Solbakken havde meget kostbare malerier og andet dyrt indbo. I så fald blev de slemt skuffede. Tyvene tog fem ting. To af dem var mine børns: min søns ur og børnenes tre år gamle PlayStation. Jeg selv mistede to bærbare computere, tre og fire år gamle, den ene opgjort til nul kroner, i øvrigt én, jeg havde fået af FCK i 2013. Derudover løb de med min iPad, som jeg fik af TV 2 Norge for flere år siden, så jeg kunne følge med på Twitter, og som vel heller ikke var mange hundrede kroner værd.

Det siger noget om min mangel på ekstravagante vaner. Den dag jeg kommer til en fest med lækkert tøj eller et fint, dyrt ur, som skal matche mit jakkesæt, så er det, fordi min kone har købt det til mig. Jeg kommer aldrig selv til at gå ud og købe sådan noget. Det interesserer mig ganske enkelt ikke. Men jeg vil selvfølgelig ikke påstå, at penge er ligegyldige. For mig betyder de først og fremmest tryghed. Det er rart, at jeg ikke behøver at spekulere så meget over, hvad noget koster, når jeg skal anskaffe mig noget nyt. Det skal virke, det skal være nemt, og så tænker jeg mig ellers ikke om i fem sekunder, før jeg betaler.

Da jeg skulle købe ny computer og iPad efter mit indbrud, gik jeg ned i butikken og pegede på, hvad jeg gerne ville have. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad de ting koster, og har det stadig ikke. Den tilgang kunne jeg selvfølgelig ikke tillade mig at have, hvis jeg ikke tjente gode penge. Derudover – og lidt vigtigere – består den økonomiske tryghed i, at jeg kan give mine børn den uddannelse, de gerne vil have, købe en lejlighed, som de kan bo i, mens de studerer, og i det hele taget give dem en god start på livet. Det eneste sted, jeg bruger mange penge på mig selv, er ferierejser. Der er jeg blevet krævende med årene. Hvis et almindeligt dansk feriebudget for to voksne og to børn for 14 dage til Mallorca måske er 30.000 eller 40.000 kr., kan man godt gange det med to­tre stykker, når jeg tager på ferie med min familie.

Jeg har meget få fridage, og når jeg endelig har fri, har jeg lyst til at se lidt af den verden, jeg normalt ikke ser. Det er den luksus, jeg tillader mig selv. Samtidig har jeg ikke det store behov for at støde på alt for mange danskere og nordmænd – måske mest for børnenes skyld. Det er ikke så sjovt, hvis vi bliver genkendt af en masse fodboldfans, når vi slapper af. Det betyder, at vores ferier både går til fjerne, eksotiske rejsemål og indeholder alt, hvad man kan finde af pool, luksus og betagende udsigt.

Vi har fundet den perfekte kombination på Maldiverne, blandt andet. Selvom jeg er på ferie, ser jeg selvfølgelig fodbold. Så slapper jeg af og ser kampene som underholdning. Min telefon er aldrig slukket. Ikke efter jeg blev manager i FC København og dermed også fik det overordnede ansvar for spillerindkøb. Det betaler sig i øvrigt. I sommeren 2014 købte jeg Ludwig Augustinsson via telefonen fra et resort netop på Maldiverne.

Jeg har faktisk ikke undersøgt det nærmere, men jeg har en idé om, at der er en klausul i min kontrakt, der siger, at jeg ikke må fortælle offentligt, hvad jeg tjener i FC København. Personligt har jeg ikke noget behov for, at det skal være hemmeligt. Jeg tjener gode penge. Helt sikkert.  Da vi i 2016 vandt mesterskabet og efterfølgende kvalificerede os til Champions League, stod der formentlig pludselig nogle ekstra kroner på min konto, men jeg ænsede det ikke, for jeg manglede dem ikke.

Er jeg så fuldstændig ligeglad med, hvad jeg tjener i FC København? Slet ikke, men det handler mere om, at jeg ser min personlige indtjening som en slags 'retfærdighedsregulator'. Jeg kender min egen markedsværdi og er meget bevidst om, hvad jeg kan få i de andre klubber, der er interesserede i mig. Jeg har fået flere økonomisk set ret vilde tilbud gennem tiden. Så sent som i sommeren 2017 havde jeg et konkret tilbud fra en klub i Saudi ­Arabien, der ville betale to millioner euro om året. Netto.

Af mange årsager sagde jeg nej tak til det tilbud, og det er da heller ikke sådan, at jeg bruger den slags sindssyge summer til at vurdere, hvad jeg så i øvrigt synes, jeg skal aflønnes med i FC København. Det siger sig selv, at ingen klubber i Skandinavien kan følge med, når vi snakker om sådanne beløb, men når jeg forhandler min egen lønpakke, er jeg kynisk nok til at melde ud, at jeg altså ikke er tilfreds med hvad som helst, bare fordi jeg er lykkelig for at være i klubben. Jeg forhandler min egen kontrakt lige så hårdt, som jeg forhandler andre kontrakter, og jeg har et niveau, som jeg vil have, klubben skal betale mig på. Det handler mere om retfærdighed end om penge.

Umiddelbart kunne man sige, at der er noget selvmodsigende i, at jeg som manager skal sikre, at FC København får mest muligt ud af sine penge, samtidig med at jeg har en interesse i at sikre mig selv den bedst mulige løn for mit arbejde. Men min løn går ikke fra det spillerbudget, jeg arbejder med. Den er bestemt af direktionen. Jeg kan altså ikke få flere penge til spillerindkøb eller til højere spillerlønninger ved at holde min egen løn nede. Det er ikke et nøglepunkt for mig, at jeg nødvendigvis skal være lønførende i FC København, men der bør ikke være for mange af truppens spillere, der tjener mere end mig.

Det handler hverken om, at min autoritet skal afgøres af min månedlige løncheck eller om pengene i sig selv, men det ville bare være bizart, hvis manden med det overordnede ansvar blev honoreret med truppens laveste løn. Det handler igen om retfærdighed for mit vedkommende, når jeg vil honoreres for at stå med hovedansvaret. Jeg har kun én gang i mit liv ladet pengene bestemme, hvor jeg skulle arbejde. Det var i 1997, da jeg som spiller skiftede til Wimbledon. De gav mig fire millioner kroner i årsløn, og de faldt på et tørt sted for en næsten 30­-årig nordmand med en stor studiegæld.

Lønningerne blandt FC Københavns Superliga­spillere spænder mellem, hvad en kassemedarbejder tjener i et supermarked, og op til en del millioner om året. Jeg kender mit budget flere år ud i fremtiden, og det er således ikke afhængigt af, om vi et givent år kvalificerer os til et europæisk gruppespil eller ej. I bunden af lønhierarkiet har man det, man kan kalde rookie­kategorien. Den udgøres af de yngste spillere, der netop er kommet op i førsteholdstruppen. Ifølge overenskomsten skal man tjene et vist beløb, hvis man er fuldtidsprofessionel i Superligaen, og det beløb er i omegnen af 300.000 kroner om året.

Vi har en del spillere, der ligger på årslønninger på omkring tre millioner kroner, inklusive bonusser for mesterskab, pokalsejr og europæiske meritter. Og så har vi truppens få lønførende spillere. Gør vi det godt i Champions League, og vinder vi mesterskabet, tjener de bedst lønnede omkring fem til seks millioner kroner om året, inklusive bonusser. Tiden er rig på eksempler på unge og uerfarne spillere, der har været ansat på relativt lavtlønnede kontrakter, men som lynhurtigt er blevet stamspillere.

Mathias 'Zanka' Jørgensen og Andreas Cornelius er nogle af dem. Det går selvfølgelig ikke, at spillere, der leverer varen på højeste niveau, render rundt på mindstelønnen, bare fordi de er meget unge. Derfor er det sådan i FCK, at hvis ens månedsløn ligger for lavt i forhold til de præstationer, man leverer på banen, så bliver man kaldt ind til nye forhandlinger. Det er i alles interesse, også arbejdsgiverens, at spilleren får den løn, han fortjener.

Når de sidste detaljer skal forhandles på plads med en ny spiller og hans agent, er det mig, i min egenskab af manager, der sammen med teknisk direktør Johan Lange repræsenterer FC København, mens klubsekretær Daniel Rommedahl har ordnet alt papirarbejdet, så jeg ikke skal starte fra scratch med spilleren og agenten. I FC København har vi en ret striks lønpolitik. Er du så og så god, tjener du så og så mange penge, og de rammer afviger vi ikke ret meget fra. De beløb, vi opererer med, er alment kendte i agentkredse nu til dags, så der kommer ikke de her situationer, hvor vi er milevidt fra hinanden, når vi går til forhandlingsbordet.

Agenterne og spillerne ved godt, at jeg ikke er typen, der arbejder efter princippet 'går den, så går den'. Jeg tilbyder ikke en løn, der er 50 procent for lav, for at have noget at forhandle med. Det er mest fair for alle parter, hvis hverken spilleren, agenten eller den købende klub lægger en buffer ind i forhandlingsforløbet. Langt de fleste kontrakter er ganske ukomplicerede at få på plads, hvis man lige ser bort fra den stress, der kan være, når en kontrakt skal landes i et transfervindues sidste timer.

Der var ikke noget tidsmæssigt pres, da vi skulle færdigforhandle Federico Santanders skifte til FC København, men alligevel blev det et af de mere komplicerede forløb, jeg har været med til. Johan Lange havde været i Sydamerika for at skitsere aftalens indhold over for Santander og hans agent, men da de landede i København, viste det sig, at de havde misforstået det meste. Misforståelserne handlede blandt andet om forskellen på bruttokroner og nettokroner og om euro kontra danske kroner, så vi lå meget langt fra hinanden, da forhandlingerne begyndte. Jeg skulle så forsøge at give Santander og hans agent en forståelse af det store billede, når man tegner en kontrakt med FC København. De skulle indse, hvad to-­tre gode år i FCK, ikke mindst på den europæiske scene, kunne få af betydning for Santanders markedsværdi, når hans næste kontrakt skulle forhandles, måske med en klub i en større liga end den danske. De penge, de regnede med at få her og nu, ville Santander kunne gange med fire eller fem i sin næste kontrakt, hvis han slog til hos os.

Vi kom Santander og hans agent i møde ved blandt andet at flytte nogle af hans lønkroner fra kontraktens femte år til kontraktens andet år, for der var jo alligevel ingen intentioner om, at Santander skulle være her i fem år. Det holdt hårdt, men de forhandlinger står for mig som undtagelsen, der bekræfter reglen om, at langt de fleste kontraktforhandlinger bliver ordnet uden store sværdslag. I modsætning til, hvordan jeg nogle gange reagerer ret eksplicit og fysisk udfarende på udskiftningsbænken eller på træningsbanen, er jeg temmelig kølig, når jeg står i forhandlingssituationer. I kamp er de færreste i tvivl om mit temperament, men i forhandlingslokalet, hvor adrenalinen ikke pumper, er det en helt anden sag. Der er jeg helt med på, at det kan glippe med at få underskrevet kontrakten, og så lever jeg med, at det ikke gik, som jeg håbede.«

Titel: LøvehjerteForfatter(e): Peter Sloth og Ståle SolbakkenType: BiografiVejledende pris: 250 kr.Forlag: Politikens ForlagUdkommer: Mandag d. 6. november

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx