31/10-17 12:35

Hareide: Naturligt at sejre udløser kontraktforlængelseHareide: Naturligt at sejre udløser kontraktforlængelse

Efter et godt landsholdsefterår er det naturligt at fortsætte som landstræner, siger Åge Hareide.

storybild

Brøndby. Tirsdag blev det officielt, at fodboldlandstræner Åge Hareide fortsætter i sit job frem til og med EM-slutrunden i 2020.

Nordmanden mener, at det er naturligt, at han fortsætter i sit job efter et stærkt efterår med landsholdet, som fra en vanskelig position har spillet sig frem til to playoffkampe mod Irland om en VM-billet.

Hans egen kontraktsituation har han dog ikke skænket mange tanker de seneste måneder, siger han.

- Jeg har mest tænkt på kampene hen over efteråret. I mit job er det sådan, at hvis man vinder fodboldkampe, så falder en kontraktforlængelse naturligt på plads, hvis man ikke vinder, så går det ikke så let.

- Ude i fodboldverden ser man hver eneste dag, at en eller anden bliver fyret. Sådan er hverdagen for en fodboldtræner.

- Men det har jeg ikke været bange for. Jeg har været glad for at arbejde med holdet, og jeg er glad for at arbejde med spillerne omkring mig, og det er det vigtigste, siger Åge Hareide.

I sidste uge blev Åge Hareide og Dansk Boldspil-Union på et evalueringsmøde enige om, at landsholdet var på vej i den rigtige retning.

Nordmanden fik derfor fremtiden på plads inden skæbnekampene mod Irland. De to kampe kan få stor indflydelse på fremtidens landshold - også i forhold til perioden efter en eventuel VM-deltagelse.

Spørgsmål: Hvad vil de to kommende kampe mod Irland betyde for din næste periode som landstræner?

- De bliver sindssygt vigtige. Der vil være en stor glæde ved at komme til et VM, og så vil det have sindssygt stor betydning for udviklingen af holdet.

- Vi vil i så fald have lang tid sammen og have mange vigtige VM-kampe og forberedelseskampe sammen. På alt den tid kan vi udvikle holdet sammen på en anden måde end træningskampe eller som nu, hvor vi er sammen i maksimalt en uge og så drager hver til sit.

- Og så vil en VM-kvalifikation betyde utrolig meget for dansk fodbold, siger landstræneren.

Åge Hareide tiltrådte officielt i marts 2016.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx