14/10-17 22:30; Opdateret: 14/10-17 22:44

Brite knockouter Patrick Nielsen i LondonBrite knockouter Patrick Nielsen i London

Den danske bokser blev udbokset og knockoutet, da han mødte briten John Ryder i jagten på en VM-kamp.

storybild

Patrick Nielsen var chanceløs i kampen i supermellemvægt, hvor danskeren blev slået i gulvet og tabte på knockout til John Ryder. Scanpix/Andrew Couldridge

London. Den danske bokser Patrick Nielsen kæmpede lørdag aften for karrieren i London.

Det gik mildest talt skidt for Patrick Nielsen, der tabte på knockout i femte omgang i en kamp, hvor danskeren på dramatisk vis blev slået i gulvet.

Modstanderen var britiske John Ryder, der først ramte Patrick Nielsen med sin højre hånd på kæben, hvilket rystede danskeren.

Derefter slog Ryder en forsvarsløs Patrick Nielsen i gulvet med et afgørende slag med venstre hånd, og herefter var det helt slut for Patrick Nielsen.

Kampen blev bokset i vægtklassen supermellemvægt i Wembley Arena, og den var sat til at blive bokset over ti omgange.

Det var anden gang i år, at Patrick Nielsen var i ringen, og danskeren var aldrig med i opgøret.

Patrick Nielsen var i gulvet allerede i anden omgang, og han blev udbokset i Wembley Arena.

På forhånd var kampen særdeles vigtig for danskeren i forsøget på at få en VM-kamp.

Patrick Nielsen lå inden opgøret nummer ét hos forbundet WBA og nummer tre hos forbundet WBO.

Hans promotor, Kalle Sauerland, havde inden kampen udtalt, at en sejr ville betyde, at en VM-kamp ventede lige rundt om hjørnet.

Efter karrierens andet nederlag i 30 kampe, ser det uden tvivl sortere ud for Patrick Nielsen, der tidligere har tabt til Dmitry Chudinov i 2014.

Danskeren havde ellers fordel af rækkevidde, og første omgang bød på hårdt arbejde for begge højrefodsboksere, der så hinanden an, og begge fik slag ind.

Patrick Nielsen kom egentlig godt i gang, men han var i vanskeligheder allerede i slutningen af omgangen.

Mens anden omgang gik på hæld, fik Patrick Nielsen et hårdt slag på kæben, og danskeren røg i gulvet, og der måtte tælles over den rystede bokser, der tabte tandbeskytteren.

Et alvorligt slag at indkassere for Patrick Nielsen, der kort inde i tredje omgang blev ramt igen.

Patrick Nielsen havde store problemer med at være for åben i omgangen og holde John Ryder væk.

Igen måtte en presset Patrick Nielsen tage imod slag, mens han hang i tovene med en skade fra højre øje.

Danskeren virkede tung, mens skaden ved øjet generede og hævede, og moralen virkede helt væk i fjerde omgang.

Efter at være udbokset var det så slut i femte omgang, da John Ryder fik ram på Patrick Nielsen og sendte ham i gulvet og langt væk fra en VM-drøm.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx