Af Ritzau - 02/07-17 16:38

Portugal får bronze uden Ronaldo ved Confederations CupPortugal får bronze uden Ronaldo ved Confederations Cup

Portugiserne var bagud, da der var spillet 90 minutter, men formåede at få vendt kampen og tage sejren.

storybild

Portugal vandt søndag bronzekampen ved Confederations Cup over Mexico med 2-1 efter forlænget spilletid. (Billede: Reuters/Sergei Karpukhin)

De forsvarende europamestre fra Portugal vandt søndag bronzekampen ved Confederations Cup med en sejr på 2-1 over Mexico.

Portugal måtte undvære superstjernen Cristiano Ronaldo til kampen, da han har forladt landsholdslejren for at tage hjem og være sammen med sine nyfødte tvillinger.

I det 16 minut fik Portugal muligheden for at bringe sig foran, da den tidligere Barcelona-spiller Rafael Márquez nedlagde André Silva i feltet.

På trods af, at forseelsen var ret åbenlys, så valgte dommeren at tage videodommeren i brug.

Straffesparket blev givet, og André Silva ville selv eksekvere. Det havde han nok ikke fået lov til, hvis Ronaldo havde været med, og det viste sig heller ikke at være en god idé.

Skuddet var velplaceret helt ude ved stolpen, men alligevel nåede mexicanernes målmand, Guillermo Ochoa, ud til bolden og fik den viftet forbi stolpen.

Begge hold kom til flere chancer i løbet af resten af halvlegen, men scoringerne udeblev.

Efter pausen fik Portugal så scoret, men desværre var det i det forkerte mål.

Den mexicanske stjerne Javier Hernandes fik fra venstrefløjen lagt et hårdt og fladt indlæg, som Portugals Luis Neto fik en uheldig sidste fod på, inden bolden røg i nettet.

Mexicanerne tog føringen med ind i dommerens overtid, men så slog europamestrene til. Ricardo Quaresma smed en høj bold ind i feltet, og der sprang Pepe frem, fik en lang tå på og udlignede til 1-1.

Der kom ikke flere scoringer de næste par minutter, og kampen måtte i forlænget spilletid.

I det 103. minut fløjtede dommeren igen for straffe til Portugal. Miguel Layún havde hånden på bolden i feltet, og denne gang var det så Adrien Silva, der skulle sparke.

Han scorede sikkert til 2-1, og det blev kampens resultat.

Senere søndag spiller Chile og Tyskland finale ved turneringen i Rusland.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx