Af Ritzau - 30/04-17 09:34; Opdateret: 30/04-17 10:11

Cykeltyve tvinger Bjarne Riis-hold til løbsafbudCykeltyve tvinger Bjarne Riis-hold til løbsafbud

Team Veloconcept har fået stjålet 12 cykler og kan derfor ikke stille til start i Skive Løbet søndag.

storybild

Kasper Asgreen vandt lørdag GP Viborg. Men holdkammeraterne på Team Veloconcept får ikke mulighed for at følge triumfen op i Skive Løbet. Alle holdets cykler er blevet stjålet. (Billede: Free/Team Veloconcept)

Et af Danmarks stærkeste cykelhold, Team Veloconcept, kommer ikke til start til Skive Løbet søndag.

Natten til søndag fik holdet, der har Bjarne Riis og Lars Seier Christensen som bagmænd, nemlig frastjålet 12 cykler, som skulle have været i brug i løbet.

- Derfor er det ikke muligt for de seks ryttere at stille til start. Vi beder offentligheden om hjælp, hvis de ser noget, skriver Team Veloconcept i en pressemeddelelse.

Holdet oplyser, at det drejer sig om 12 fuldt udstyrede cykler af mærket Cervelo S5.

De forsvandt i løbet af natten fra en af holdets biler ved et hotel uden for Aars i det nordlige Jylland.

- Vi havde aflåst vores bil, hvor cyklerne stod i, siger Søren Sliwa, der er presseansvarlig for Team Veloconcept.

- Da vores mekaniker i morges kom ud og låste bilen op, var den tom på nær én cykel, som tyvene af én eller anden grund ikke havde taget med, forklarer han.

Han vurderer, at cyklerne har en værdi af omkring 80.000 kroner per styk.

Sammen med cyklerne forsvandt også en stribe ekstra hjulsæt, men dem har holdet siden fundet smidt i en busk i nærheden.

- Dem havde tyvene åbenbart ikke plads til, konstaterer Søren Sliwa.

Sportsligt er det også en streg i regningen for kontinentalholdet ikke at kunne stille til start i løbet, hvor der er UCI-point på højkant.

Så sent som lørdag triumferede Team Veloconcept i GP Viborg, hvor Kasper Asgreen kørte først over stregen, og hvor Rasmus Guldhammer blev nummer tre.

Guldhammer skulle også have kørt i Skive sammen med holdkammeraterne Alexander Kamp, Michael Reihs, Thomas Nybo Riis, Niklas Eg og Mark Sehested Pedersen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx