Af Ritzau - 16/01-17 19:25

Bahrain formår at tabe med mindre end ti mål ved VMBahrain formår at tabe med mindre end ti mål ved VM

I tredje forsøg undgik Bahrain en afklapsning, men var ikke for alvor tæt på point mod Egypten.

storybild

Yehia Elderaa scorede seks mål på seks forsøg i Egyptens sejr over Bahrain i Danmarks pulje ved VM i herrehåndbold. (Billede: Scanpix/Thomas Samson)

Bahrain formåede mandag for første gang ved dette års VM i herrehåndbold at tabe med mindre end ti mål.

I Danmarks pulje var Bahrain blot bagud med to mål ved pausen, 15-17, og spillede uafgjort i anden halvleg i kampen mod Egypten.

Opgøret sluttede med en egyptisk sejr på 31-29.

Selv om Bahrain undgik den tredje afklapsning på stribe, var holdet dog ikke for alvor tæt på at få point ud af anstrengelserne.

Egypten førte an fra kampens start, men Bahrain hang på, og først da Ali Abdulla Eid fik direkte rødt kort ti minutter ind i anden halvleg, mistede holdet for alvor terræn.

Egypten gik fra 21-19 til 24-19, og tre og et halvt minut før tid førte egypterne 30-26.

Tidligere ved VM har Bahrain tabt stort til både Sverige (16-33) og Qatar (22-32).

Danmark vandt i lørdags med 35-28 over Egypten, og landstræner Gudmundur Gudmundssons tropper får fornøjelsen af Bahrain på onsdag.

Kampen starter klokken 17.45.

Danmark mødte senest Bahrain i OL-kvalifikationen sidste år.

Dengang vandt Danmark blot med 26-24 i den sidste kamp i kvalifikationspuljen, efter Bahrain forinden havde tabt med seks mål til Norge og med 11 mål til Kroatien.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx