Af Ritzau - 14/12-16 21:09

Klavs Bruun: Det er noget af det største som trænerKlavs Bruun: Det er noget af det største som træner

Den danske landstræner Klavs Bruun Jørgensen var ekstremt stolt, da hans hold spillede sig i EM-semifinalen.

storybild

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen (i midten) kunne ikke holde tårerne tilbage, da de danske kvinder spillede sig i EM-semifinalen. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Med tre minutter tilbage af kampen mellem Rumænien og Danmark ved EM onsdag aften kunne man se et sæt meget våde øjne hos landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Sejren var hjemme mod Rumænien noget før slutfløjt, og landstræner kunne ikke skjule glæden.

Det unge danske hold, som kom til EM med en målsætning om at ende i top-8, men ville acceptere top-12, havde spillet sig i semifinalen.

Spørgsmål: Er det noget af det største, du har oplevet som træner?

- Det er der ingen tvivl om, lyder det fra Klavs Bruun Jørgensen.

- Vi har skullet igennem en udvikling, og vi har også skullet tage nogle boksekampe med jer (medierne, red.) ind imellem. Vi er jo mennesker, så det har fyldt for både mig og spillerne.

- Så jeg er utrolig stolt over, at folk har holdt tungen lige i munden og er blevet ved med at tro på, at det her nok skulle lykkes, siger han.

Det var som i de andre kampe ved EM den faste stamme, der trak det store læs med spilletiden, men de spillere, som aflastede i korte perioder, sørgede for at holde niveauet højt gennem alle 60 minutter.

- Jeg er selvfølgelig glad og stolt på holdets vegne. Det er det, der kendetegner det her hold nu. At man kan godt sidde ude og trippe lidt, men når man så får chancen, så er man der, siger den danske landstræner.

Torsdag rejser holdet til Göteborg, hvor menuen fredag er en semifinale mod Holland.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx