Af Ritzau - 29/04-17 14:49; Opdateret: 29/04-17 15:10

Magnussen leverer god kvalifikation i RuslandMagnussen leverer god kvalifikation i Rusland

Kevin Magnussen skal starte som nummer 13 efter kvalifikationen i Sotji. Ferrari starter som nummer et og to.

storybild

Kevin Magnussen kørte lørdag kvalifikation til Ruslands Grandprix på banen i Sotji. (Billede: Scanpix)

Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen (Haas) har givet sig selv gode muligheder for at levere endnu et godt resultat i Ruslands Grandprix.

I lørdagens kvalifikation kørte danskeren sig ind på en 14.-plads, men han kommer til at starte som nummer 13, da Carlos Sainz (Toro Rosso) på grund af en straf rykkes bagud i startrækkefølgen.

Helt i front bliver der rød dominans, efter at Ferrari-kørerne Sebastian Vettel og Kimi Räikkönen var bedst i tredje kvalifikationsrunde, Q3.

De to henviste Mercedes-folkene Valtteri Bottas og Lewis Hamilton til tredje og fjerde startposition.

Modsat Magnussen gled hans teamkammerat, Romain Grosjean, ud allerede i Q1.

Ligesom i træningen havde Grosjean problemer med at få fart i bilen, og han sluttede sidst.

Han bliver dog skubbet en plads frem i startrækkefølgen, da Stoffel Vandoorne (McLaren) grundet en straf får bageste startposition.

Magnussen var tidligt ude i første kvalifikationsrunde, Q1, hvor han kørte et par fine tider.

Han formåede ikke at forbedre tiderne trods et par forsøg sidst i Q1, men det rakte alligevel med mindst mulig margin til en plads blandt de 15 kørere, som gik videre til Q2.

Magnussen blev nummer 15 lige foran sin tidligere Renault-teamkammerat Jolyon Palmer, som kørte galt i sit sidste forsøg.

I Q2 havde Haas-raceren ganske enkelt ikke farten til at snige sig i Q3.

I lørdagens afsluttende træning inden kvalifikationen viste Magnussen lovende takter.

Her vred danskeren sin racer rundt i tiendebedste tid af alle og gav pæne løfter forud for kvalifikationen.

Kevin Magnussen har haft stor succes på banen i Sotji de to tidligere sæsoner, hvor han har deltaget i grandprixet i Rusland.

Sidste år leverede han sin bedste præstation i sæsonen for Renault, da han blev nummer syv i grandprixet, mens han i 2014 hos McLaren sluttede som nummer fem.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx