31/10-17 08:57

Britisk superløber dropper omstridt trænerBritisk superløber dropper omstridt træner

Mo Farah afbryder samarbejdet med træneren Alberto Salazar, som er sat i forbindelse med doping.

storybild

Mo Farah har blandt andet vundet fire gange OL-guld i sin succesfulde karriere. Scanpix/Fabrice Coffrini/arkiv

London. Den britiske langdistanceløber Mo Farah har valgt at droppe sin omstridte og dopingmistænkte træner, Alberto Salazar.

Det siger han ifølge Reuters til avisen The Sun.

Beslutningen har dog intet at gøre med anklagerne om urent trav, som Salazar i øvrigt altid har afvist.

Farah ønsker at flytte fra sin nuværende bopæl i Portland, Oregon tilbage til London.

- Dette (anklagerne, red.) har stået på i mere end to år, hvis jeg ville forlade ham på grund af det, ville jeg have gjort det tidligere, siger Farah om dopingmistanken mod træneren.

En BBC-dokumentar satte i 2015 spørgsmålstegn ved trænerens metoder, og siden har Sunday Times anklaget Salazar for at uddele forbudte, præstationsfremmende substanser til sine atleter.

Oplysninger, som ifølge avisen stammer fra en lækket rapport fra Det Amerikanske Antidopingagentur (Usada).

- Jeg har altid sagt, at jeg har en stærk tro på en ren sport, og jeg er af den klare opfattelse, at alle, der bryder reglerne, skal straffes, siger Mo Farah.

- Hvis Alberto var gået over stregen, ville jeg have været ude af døren, men Usada har ikke anklaget ham for noget.

- Hvis jeg havde haft nogen grund til at mistænke Alberto, ville jeg ikke have stået ved hans side i al den tid, lyder det fra Mo Farah.

Den nu 34-årige løber vandt guld på 5000 meter og 10.000 meter ved OL i både 2012 og 2016. Han har også seks VM-guldmedaljer på sit cv.

Farah har opnået alle sine store internationale resultater, siden han i 2011 flyttede til USA for at arbejde med Salazar.

Efter VM i London tidligere på året indstillede Farah sin karriere på atletikbanerne og vil fremover satse på maratondistancen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx