Af Ritzau - 21/03-17 20:12

Stærke håndboldmestre stopper GOG's flotte stimeStærke håndboldmestre stopper GOG's flotte stime

Efter fem sejre i træk gik det galt for GOG, der tabte til BSV og nok må vinke farvel til fjerdepladsen.

storybild

Nikolaj Markussen spillede en god kamp på BSV''s venstre backposition. (arkiv) (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Sejrsstimen er slut for GOG i herrernes håndboldliga, 888 Ligaen.

Efter fem sejre i træk måtte de formstærke sydfynboer tirsdag aften give fortabt i udekampen mod Bjerringbro-Silkeborg, der vandt 28-25.

Det er BSV's fjerde sejr på stribe. Med de to point rykker mesterholdet op på ligaens andenplads med 36 point for 25 kampe - et point mere end TTH Holstebro, der dog har en kamp til gode.

Selv om GOG'erne altså kom til Silkeborg med masser af selvtillid, hang de bagefter fra start og var ikke på noget tidspunkt foran i kampen.

Den norske back Gøran Søgard Johannessen begyndte ellers stærkt for gæsterne og sørgede med en stribe scoringer for, at GOG fulgte med til 8-8.

Men herefter trak hjemmeholdet fra og var ved pausen foran 16-13.

Især backerne Nikolaj Øris og Nikolaj Markussen var godt kørende for BSV, der også i denne sæson ligner et hold, der skal spille med om mesterskabet.

Det solide hjemmehold lod heller ikke i anden halvleg GOG få færden af point og brugte halvlegens første kvarter til at fordoble forspringet til 24-18.

Der blev pyntet en smule på resultatet i slutfasen, men rigtig tæt på nåede gæsterne ikke.

For GOG betyder nederlaget formentlig farvel til håbet om at nå fjerdepladsen, som giver et point med videre til slutspillet.

Den plads bliver lige nu besat af Skjern, der har to point mere og mangler at spille to kampe, mens GOG kun har en enkelt kamp tilbage.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx