Af Ehsan Faizzad - 01/05-18 21:37

Dansk stjerne efter nyt frygteligt uheld: 'Kan jeg bevæge mine arme og ben?'Dansk stjerne efter nyt frygteligt uheld: 'Kan jeg bevæge mine arme og ben?'

Den danske speedwaykører Nicki Pedersen har ikke tænkt sig at stoppe karrieren efter endnu et voldsomt styrt søndag i den polske speedway-liga, hvor han slog hovedet og lå bevidstløs i flere minutter.

storybild

Den 41-årige danske speedway-kører Nicki Pedersen kom galt afsted igen, da han styrtede under et polsk ligaløb søndag og blev kørt på hospitalet. Men det har ikke fået den tidligere verdensmester til at overveje et karrierestop. (Billede: sportxpress)

»Jeg fortsætter absolut. Så længe nakken ikke er brækket. Så heler resten af sig selv igen,« siger Nicki Pedersen i et interview til BT og tænker tilbage til øjeblikket, hvor han kom til bevidsthed igen:

»Det eneste, der gik igennem hovedet på mig, var, om jeg kunne bevæge mine arme og ben. Det kunne jeg heldigvis. Og så tænkte jeg: Åh nej, jeg håber ikke, at jeg har brækket nakken igen.«

Ifølge Nicki Pedersen var det den polske kører Bartosz Zmarzlik, der kørte ind i siden på ham, fordi han ikke vil lade sig overhale af danskeren. (Billede: sportxpress)

Nicki Pedersen har i denne måned gjort speedway-comeback efter en 11 måneder lang skadespause, fordi han sidste år brækkede nakken. En undersøgelse og skanning på hospitalet i Polen har dog vist, at han denne gang er sluppet for et brud i nakken. Men helt uskadt er den danske speedway-legende bestemt ikke.

»Jeg var på hospitalet for at blive tjekket i går. De har konstateret, at der ikke er brud i nakken. Men jeg har brækket en knogle i min højre hånd, og mine tre fingre og håndled er også forstuvet,« siger Nicki Pedersen og fortæller, at han desuden er øm i kroppen og har smerter i nakken.

Ulykken skete ved løbets fjerde sving, da Nicki Pedersen forsøgte at køre forbi den polske speedway-kører Bartosz Zmarzlik. Men ifølge den 41-årige dansker var hans konkurrent ikke meget for at lade ham overhale og kørte derfor ind i siden på ham.

Det fik polakkens fodhvil til at gå direkte ind i Nicki Pedersens forhjul, hvorefter hans cykel stoppede som en kæp i hjulet, og han fløj henover cyklen og landede direkte på hovedet.

»Jeg bliver slået ud prompte. De siger, at jeg bare lå og ømmede mig i tre-fire minutter efterfølgende, hvor øjnene var lukket. Men så begynder jeg at komme lidt til mig selv igen og kan huske, at jeg kommer i ryttergården og kan ikke finde ud af, om det er søndag eller mandag,« siger Nicki Pedersen og fortæller, at han måtte tvinge en undskyldning ud af speedway-kollegaen.

»Jeg gik forbi ham og sagde: 'Det mindste, man kan gøre, er da at sige undskyld, hvis man er en voksen mand'. Så sagde han undskyld. Det skulle lidt tvinges ud af ham. Men det er ræs. Det er topbusiness. Nogle gange ved de ikke, hvad de skal gøre af sig selv, når de har begået en fejl.«

Nicki Pedersen slap for brud i nakken. Til gengæld brækkede han sin højre hånd og fik måske også en hjernerystelse. (Billede: sportxpress)

Nicki Pedersen fortæller, at han, trods styrtet, hvor han lå bevidstløs i flere minutter og har haft hukommelsestab, ikke er blevet tjekket for en hjernerystelse på hospitalet i Polen. Når det er sagt, så er den tidligere verdensmester ikke selv i tvivl.

»De har sgu egentlig ikke tjekket mig. Men jeg har prøvet det så mange gange, at man kender det godt selv. Når man har været væk, og man ikke lige kan huske, hvad der sket, så er det nok en hjernerystelse i en eller anden udstrækning,« siger Nicki Pedersen.

I de næste par dage vil Nicki Pedersen gennemgå yderligere undersøgelser i Danmark. Han vil med egne ord 'dobbelttjekke hele molevitten', inden han sætter sig på cyklen igen. Men et karrierestop er slet ikke noget, den danske speedway-legende bare skænker en tanke - selvom uheldet i værste tilfælde kunne have kostet ham førligheden.

»Det må man jo ikke tænke på. Det må jo ikke ske. Nej, jeg skal bare lade være med at styrte, jo. Men det er jo ræs, for fanden. Det kan man ikke lave om på. Det hænder engang imellem. Det her var ikke min fejl. Jeg kunne intet gøre for at undgå det. Men jeg er noget medtaget i dag efter at have slået nakken. Det må jeg nok indrømme,« siger Nicki Pedersen og kan ikke svare på, hvor længe han vil fortsætte med at køre endnu.

»Jeg tager et år ad gangen. Jeg tager en sæson ad gangen.«

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Bag kulisserne: Flere partifæller...
bt.dk
Meghan Markles halvsøster afbrudt...
bt.dk
Ny forskning: Derfor må du IKKE sove...
bt.dk
Mand trak kniv i supermarked: Kan du...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx