04/09-17 21:45

Hareide: Det er først et gennembrud med dansk VM-billetHareide: Det er først et gennembrud med dansk VM-billet

Landstræner Åge Hareide ser tegningen til et gennembrud, men vil ikke bruge den betegnelse endnu.

storybild

Jerevan. I fodbold går det stærkt. For fire dage siden stod det danske fodboldlandshold på grænsen til en fiasko og den tredje missede slutrunde i træk.

Mandag aften er situationen en anden. Med to sejre over Polen og Armenien, der blev slået 4-0 og 4-1, er VM-optimismen vokset igen.

Landstræner Åge Hareide ligner en mand, der har fået et mindre gennembrud med brugen af de rigtige spillere og en taktik, der er lykkedes.

Modsat tidligere, hvor nordmanden har famlet lidt og skiftet spillere og systemer flere gange.

I kampene mod Polen og Armenien var det de samme 11 spillere, som fik chancen fra start.

Alligevel vil Hareide endnu ikke løfte armene for højt op over hovedet, inden han træder ind i spillerbussen på vej hjem fra Jerevan.

- Det er vel ikke et gennembrud, før vi kvalificerer os til VM. Vi er godt på vej, og vi har vendt en negativ trend i løbet af det seneste år, siger Hareide.

For et år siden tabte Danmark 2-3 ude til Polen og 0-1 hjemme til Montenegro, men siden har Hareides tropper ikke tabt.

- Efter kampene mod Polen og Montenegro har vi faktisk vendt det til noget positivt.

- Vi vandt efterfølgende to gange over Kasakhstan, og vi kunne have vundet over Rumænien. Vi havde chancerne til det. Det er irriterende at tænke på nu.

- Vi må tage det med os, som vi har fået nu med sejrene over Polen og Armenien. Og vi har egentlig alt i egne hænder, lyder det fra Hareide.

- Vi er begyndt at ligne et hold, og det er det, der glæder mig mest, siger han.

Otte mål i to kampe er heller ikke hverdagskost for et dansk landshold, der tidligere har haft problemer med at score.

- Der er mange mål i holdet.

- Vi hamrer alt ind, som vi har mulighed for. Vi var urolige i pausen, men fik tingene på plads. Indskiftningen af Lasse Schöne i anden halvleg skabte lidt ro.

- Først og fremmest glæder jeg mig over at bygge et hold op, og vi holder sammen både på og uden for banen. Vi kan spille på forskellige måder.

- Fodbold handler om selvtillid, og at vi får tro på det, I (medierne) får tro på det, og folk i Danmark får tro på det, siger Hareide.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx