Af Ritzau - 08/05-17 13:02

Rådgiver: Advocaat har mundtlig aftale om Holland-jobRådgiver: Advocaat har mundtlig aftale om Holland-job

Ifølge rådgiver er den 69-årige træner kun en underskrift fra sin tredje periode som Hollands landstræner.

storybild

Dick Advocaat (tv.) ser ud til at skulle stå i spidsen for Holland for tredje gang. (Billede: Scanpix/Ozan Kose)

Dick Advocaat ser ud til at blive hollandsk landstræner i fodbold for tredje gang.

Den 69-årige hollænders rådgiver, Rob Jansen, hævder i hvert fald, at trænerveteranen har en mundtlig aftale med Det Hollandske Fodboldforbund.

Det skriver hollandske medier ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hvis Dick Advocaat igen bliver træner for det falmede hollandske landshold, vil det være lidt af en overraskelse.

For få måneder siden sagde den nuværende Fenerbahce-træner, at han ville indstille karrieren som træner efter denne sæson.

Dick Advocaat var første gang landstræner for Holland fra 1992 til 1994. Ved VM i USA i 1994 førte han Holland i kvartfinalen, hvor det blev til et knebent 2-3-nederlag til Brasiliens senere verdensmestre.

I 2002 blev han landstræner igen, og to år senere nåede Holland frem til semifinalen ved EM, hvor hollænderne tabte 1-2 til Portugals værter.

Herefter stoppede Dick Advocaat igen som landstræner.

Veteranen har trænet et hav af klubber og landshold gennem karrieren.

Dick Advocaat står, såfremt de sidste detaljer falder på plads, over for noget af en opgave med det hollandske landshold, der i marts fyrede landstræner Danny Blind.

Holland er blot nummer fire i VM-kvalifikationsgruppe A med syv point for fem kampe.

Frankrig indtager med 13 point førstepladsen, der udløser en direkte billet til VM i Rusland næste år.

Sverige er med ti point nummer to, hvilket kan være nok til at udløse playoffkampe om en plads ved VM.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx