26/10-17 16:46

Kroatien og Grækenland nægter udefans adgang til playoffKroatien og Grækenland nægter udefans adgang til playoff

Af sikkerhedshensyn må udeholdets fans holde sig væk i de to playoffkampe mellem Grækenland og Kroatien.

storybild

Kroatiske og græske fans får kun adgang til hjemmebanen i VM-playoffkampene. Reuters/Valentyn Ogirenko/arkiv

Zagreb. Når Kroatien og Grækenland mødes i to playoffkampe om adgang til VM i fodbold, vil stadion være renset for fans med sympati for udeholdet.

Det oplyser de to landes fodboldforbund ifølge AFP i en fælles meddelelse.

Bekymring for stadionsikkerheden er årsagen til den drastiske aftale, der blev indgået på et møde i den græske hovedstad, Athen.

- Under hensyntagen til risikofaktorerne og sikkerhedsvurderingen har de to fodboldforbund taget en fælles beslutning om ikke at sælge billetter til udefans i begge kampe.

- Fifa, Uefa og andre styrende organer er blevet underrettet om afgørelsen, lyder det i meddelelsen.

De to lande har dårlige erfaringer med hinanden, efter at en EM-kvalifikationskamp mellem de to hold i 2011 blev præget af voldsomme optøjer i Athen.

Især kroatisk fodbold har været hjemsøgt af hooliganisme i de senere år med adskillige episoder omkring landsholdets kampe.

Kroatien er blevet straffet for tilskueroptøjer ved flere lejligheder. Det har blandt andet handlet om fyrværkeri og nazisalutter under kampene.

Kroaternes første to hjemmekampe i den igangværende VM-kvalifikationsturnering blev af samme årsag spillet for tomme tribuner.

Den første playoffkamp mellem de to lande bliver afviklet 9. november i Zagreb, mens der er returkamp i Piræus tre dage senere.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx