10/11-17 11:03

Ankersen og Stryger regner med backpladser mod IrlandAnkersen og Stryger regner med backpladser mod Irland

Peter Ankersen og Jens Stryger Larsen regner med at spille back i hver sin side mod Irland.

storybild

Peter Ankersens seneste landskamp var mod Rumænien i marts, men han regner med at være tilbage på holdkortet mod Irland. Scanpix/Anders Kjærbye

Helsingør. De to backs Henrik Dalsgaard og Riza Durmisi er de eneste danske landsholdsspillere, som grundet skader ikke er med i truppen til lørdagens første VM-playoffkamp mod Irland.

Afbuddene giver dog næppe meget spænding om, hvem der skal starte på de to backpladser mod irerne.

FC Københavns Peter Ankersen regner med, at han starter på højre back, mens højrebenede Jens Stryger Larsen regner med at starte på venstre back.

I så fald må den venstrebenede venstre back Jonas Knudsen starte på bænken.

- Jeg har da en klar fornemmelse af, at jeg skal spille. Efter Henrik Dalsgaard blev skadet, så synes jeg, at jeg har bevist, at jeg er klar til at få chancen igen, siger Peter Ankersen og uddyber:

- Jeg har trods alt spillet en del af de her VM-kvalifikationskampe, så jeg føler også, at jeg har en andel i, hvor vi er nået til, og derfor føler jeg også, at det vil være naturligt, at jeg skal spille.

- Jeg kender systemet, og jeg har været med fra første dag under Åge. Jeg ved, hvad han vil, og det må være en fordel for mig, siger Ankersen, der senest spillede på landsholdet i marts mod Rumænien.

Han mener, at skadede Henrik Dalsgaard har gjort det "fantastisk" efter at have erobret pladsen som højre back i efteråret.

- Så det er selvfølgelig synd for ham, men godt for mig, at han ikke kan være med. Men egentlig er der ikke den store forskel på os, han er lidt højere, men vi minder meget om hinanden, siger Peter Ankersen.

På den modsatte back har Jens Stryger Larsen spillet tre ud af fire landskampe i efteråret, selv om Riza Durmisi har været klar.

Derfor satser Jens Stryger Larsen også på at stå foran efterudtagede Jonas Knudsen, som dog har fordel af at være venstrebenet.

- Jeg har været foretrukket på venstre back, og jeg har spillet nogle gode landskampe. Jeg har vist, at man kan stole på mig, så det har Åge al mulig grund til.

- Men det er selvfølgelig ham, der bestemmer, om jeg får lov igen, siger Jens Stryger Larsen.

Til daglig gør han sig i højre side i Udinese, men han mener ikke, at der er så stor forskel på at spille i den modsatte side.

- Man skal positionere sig lidt anderledes, men ellers er det meget det samme. Jeg kan jo også godt bruge mit venstre ben, så det er ikke sådan, at det er en helt anden opgave at være venstre back, siger Jens Stryger Larsen.

Selv indikerer Åge Hareide da også, at det meget vel kan blive Ankersen og Stryger, der spiller fra start mod Irland.

- Jeg vil have spillere, jeg kender, og jeg vil have typer, jeg kender.

- Peter og Henrik er meget lig hinanden, og Jens Stryger Larsen har spillet nogle gode landskampe, siger nordmanden.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx