05/12-17 23:20

Hæs Klavs Bruun sparede på stemmen i ny storsejrHæs Klavs Bruun sparede på stemmen i ny storsejr

Landstræneren lod assistenten Lars Jørgensen komme med ordrerne, da Danmark bankede Tunesien med 18 mål.

storybild

Oldenburg. Landstræner Klavs Bruun Jørgensen valgte at lade assistenttræner Lars Jørgensen give de fleste dessiner i tirsdagens danske sejr på 37-19 over Tunesien ved VM.

Stemmen var blevet en anelse hæs efter de første par kampe i Tyskland.

Ud over at spare lidt på stemmebåndet, så tjente ombytningen af roller på Danmarks trænerbænk også som en uddannelse af Lars Jørgensen.

- Jeg kan selv huske, da jeg selv startede med at stå som træner ude på bænken og skulle rejse mig op og sige noget, efter at jeg havde været spiller.

- Det skal man lige vænne sig til, siger Klavs Bruun.

- Lars skal ikke være mig, men han skal finde sin egen stil.

- Hvis jeg en dag får et rødt kort eller sådan noget, så er det ham, der skal stå der.

- Der skal også være perioder, hvor spillerne hører andet end min stemme.

- Når man hører én stemme piske hele tiden, risikerer man at blive døv over for den, så det var fint med noget variation - både for Lars og mig, siger landstræneren.

Klavs Bruun Jørgensen er tilfreds med alle dele af det danske spil efter storsejren.

- I forsvaret får vi lukket dem ned. Det gør også, at vi kunne rotere, og alle lader til at være kommet fornuftigt i gang med turneringen. Det betyder også noget, siger han.

Dansk topscorer med seks mål blev Line Jørgensen.

- Selv om Tunesien er et hold, vi skal slå, så er det vigtigt for os, at vi blev ved med at trykke på, siger hun.

Line Jørgensen havde det samtidig fint med, at Klavs Bruun Jørgensen kunne hvile sin stemme lidt.

- Der var ingen grund til, at han skulle bruge al sin stemme i sådan en kamp. Den får han sikkert rigeligt brug for mod Brasilien.

- Vi kørte bare vores spil inde på banen, og så havde vi jo også Lars, siger hun.

Danmark har nu slået Japan og Tunesien efter premierenederlaget til Montenegro. Efter onsdagens opgør mod Brasilien venter Rusland i den sidste gruppekamp.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx