Af Ritzau - 30/01-17 19:35

OL-bronzeduo ser frem til hård vej mod TokyoOL-bronzeduo ser frem til hård vej mod Tokyo

Flere danske sejlsportsduoer har meldt sig klar til at fortsætte karrieren efter OL i Rio. De danske konstellationer glæder sig over skarp intern konkurrence.

storybild

Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen vandt bronze ved OL i Rio og har lyst til at fortsætte karrieren. (Billede: Reuters/Brian Snyder)

De vandt bronze i 49erFX-klassen ved OL i Rio sidste år. Men siden har de holdt pause for at fokusere på livet uden for vandet.

Nu har sejlerne Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen besluttet sig for at fortsætte karrieren. Med OL i Tokyo i 2020 som et sandsynligt endemål.

- Det er de færreste, der bare kan dedikere sig 100 procent til en fireårig plan, men det er helt klart det, der ligger for enden af den lange gang, siger Katja Salskov-Iversen.

Siden OL er hun begyndt at læse til ingeniør på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby.

Først efter eksaminerne til sommer begynder Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen, der også studerer, at sejle igen.

Til august venter VM i Portugal, hvor duoen ikke forventer en topplacering. Den skal til gengæld gerne komme, når der næste år er VM i Aarhus.

- Vi får brug for at sætte mål for at motivere os selv. Vi når ingen steder uden delmål, når der er så lang tid til OL.

- Så vores første store mål er VM i 2018. Når vi når dertil, må vi se, om vi stadig tror på det, siger Katja Salskov-Iversen.

Hun og Jena Mai Hansen vandt sidste forår efter et tæt opløb den interne danske udtagelse op til OL i Rio. Duoen vandt foran Anne Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen, der har vundet både sølv og bronze ved VM.

Baad og Thusgaard har ligeledes holdt pause, efter at det ikke lykkedes for dem at kvalificere sig til OL. Også de er klar til at give karrieren en ny chance.

- Vi er stadig okay unge, og vi havde en rigtig god kampagne. Mange ting lykkedes, selv om vi ikke kom med til OL.

- Det kunne være fedt at køre en OL-kampagne, hvor vi ved, hvordan vi skal gøre tingene, siger Ida Marie Baad.

Sportschefen i Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen, glæder sig over, at sejlerne vil fortsætte karrieren på topplan.

- Det viser, at det er et meget godt liv at være professionel sejler. Det er udfordrende, både fysisk og mentalt, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx