Af - 16/09-13 23:07; Opdateret: 16/09-13 23:25

Laudrups tropper får 2-2 mod Liverpool uden AggerLaudrups tropper får 2-2 mod Liverpool uden Agger

Michael Laudrups Swansea fik 2-2 hjemme mod Liverpool i en kamp, hvor én mand var involveret i alle fire mål.

storybild

(Billede: Polfoto)

Swansea gav Liverpool-mandskabet deres første pointtab i fire kampe i Premier League mandag aften.

Michael Laudrups mandskab var oven i købet bedst mod slutningen i en kamp, som endte 2-2 på Liberty Stadium i Wales.

Men kampen vil først og fremmest blive husket for den hovedrolle, englænderen Jonjo Shelvey indtog. Han havde ganske enkelt en andel i alle kampens fire scoringer.

Swanseas danske manager hentede Shelvey i Liverpool før denne sæson, og kampen var ikke meget mere end 80 sekunder gammel, da den høje midtbanemand bragte Swansea foran 1-0.

Liverpool-forsvaret, som var uden en småskadet Daniel Agger, tøvede en smule, da Shelvey missede på et oplagt skudforsøg. I andet forsøg ramte han Liverpools Martin Skrtel, men tredje gang røg bolden over målstregen.

Man fornemmede et eventyr for en mand, som ikke for alvor slog til i Liverpool, men bare halvandet minut senere fejlede Jonjo Shelvey totalt i den modsatte ende.

Den 21-årige Shelvey ville lægge bolden tilbage, og han så ikke, at Liverpools Daniel Sturridge var blevet i feltet. Han snuppede bolden bag Swansea-forsvaret, og scorede let på Swansea-målmand Michel Vorm.

1-1 og der var spillet omkring tre minutter.

Først efter godt og vel 10 minutter var det som om spillerne på de to hold tog sig en puster, og der gik næsten en halv time mere, før Jonjo Shelvey igen slog til.

Igen i den forkerte ende af banen. Midt på egen banehalvdel kiksede han en aflevering fuldstændigt, og sendte bolden til nigerianeren Victor Moses, som løb ned i Swanseas straffesparkfelt, tog et par driblinger og scorede til 2-1 for Liverpool.

Mange fans og eksperter undrede sig formentlig over, at Michael Laudrup og hans assistent Morten Wieghorst ikke tog Jonjo Shelvey ud i pausen. Men heldigvis for Laudrup, havde englænderen gemt noget til sidst.

Shelvey hovedstødte således en god aflevering videre til sidste sæsons Swansea-topscorer Michu, som udlignede med 25 minutter tilbage.

Swansea var i resten af kampen meget tættere på 3-2 end Liverpool.

Det ene point mod Liverpool betyder, at Swansea rykker over nedrykningsstregen efter fire spillerunder. Liverpools ene point er også nok til at sende holdet tilbage på førstepladsen i Premier League.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx