Af Ritzau - 28/05-17 11:02

Sydkorea vælter Kina ned fra tronen i Sudirman CupSydkorea vælter Kina ned fra tronen i Sudirman Cup

Kinas badmintonlandshold tabte overraskende til Sydkorea i søndagens finale i Sudirman Cup.

storybild

Kineseren Chen Long vandt sin kamp i herresingle, men samlet tabte kineserne til Sydkorea i Sudirman Cup. (Billede: Scanpix/Patrick Hamilton)

Sydkorea vandt badmintonturneringen Sudirman Cup for første gang i 14 år efter en samlet 3-2-sejr over Kina i Australien.

De tidobbelte og forsvarende mestre fra Kina var storfavoritter til at tage den samlede sejr, men sydkoreanerne leverede overraskelsen.

Det var fjerde gang, at sydkoreanerne vandt turneringen for blandede hold, men første gang siden 2003. Turneringen spilles hvert andet år.

Der blev spillet fem kampe i fem forskellige rækker, og i den afgørende kamp vandt den sydkoreanske mixeddouble Choi Sol-Gyu og Chae Yoo-Jung over kineserne Lu Kai og Huang Yaqiong.

Sydkoreanerne vandt den femte og sidste kamp med de overbevisende sætcifre 21-17, 21-13.

Kina, som havde haft et jerngreb om Sudirman Cup fra 2005 til 2015, var foran med 2-1 i kampe efter de første tre kampe i finalen.

I den første kamp havde Kinas herredouble og olympiske mestre, Fu Haifeng og Zhang Nan, vundet i to sæt over et sydkoreansk par.

I damesingle, hvor Kina måske mangler lidt kvalitet, vandt Sydkoreas OL-bronzevinder Sung Ji-hyun 21-12, 21-16 over He Bingjiao.

Verdensstjernen og den olympiske mester, Chen Long, sørgede i herresingle for en kinesisk føring på 2-1 i kampe før de to sidste doublekampe.

Den sydkoreanske damedouble Chang Ye-na og Lee So-hee udlignede dernæst til 2-2 i kampe efter sejr over et kinesisk par.

I den femte kamp var det en sensation, at den sydkoreanske mixeddouble kunne vinde og sørge for den samlede sejr over badmintonstormagten Kina.

Danmark røg i år skuffende ud i kvartfinalen efter et samlet nederlag til Thailand.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx