31/10-17 22:48

PSG cruiser sig til avancement fra CL-gruppePSG cruiser sig til avancement fra CL-gruppe

Anderlecht var chanceløse mod PSG, som kværnede belgierne med 5-0 og sikrede sig en plads i knockoutfasen.

storybild

Neymar (hoppende) kom på måltavlen, da PSG spillede sig videre i Champions League med en sejr over Anderlecht. Scanpix/Franck Fife

Paris. Storsatsende Paris Saint-Germain efterlod tirsdag ingen tvivl om, at man ville sikre pladsen i ottendedelsfinalerne så hurtigt som muligt i årets Champions League.

På hjemmebanen i Paris blev Anderlecht udspillet, og med sejren på 5-0 er pariserne sikret avancement fra gruppen efter fire sejre i fire kampe.

Bayern München slog samtidig Celtic på udebane med 2-1, og det betyder, at tyskerne går videre sammen med PSG. Franskmændene står med de bedste kort på hånden for at vinde gruppen.

Fra starten af kampen mod Anderlecht var det de franske favoritter, som sad fuldstændig på opgøret. Efter 30 sekunder blev Neymar spillet alene igennem, men brasilianeren afsluttede lige på målmanden.

PSG kom frem til adskillige chancer, men målet udeblev, indtil uret nærmede sig den halve time.

Her blev midtbanedynamoen Marco Verratti spillet fri i venstre side af feltet. Med en sparkefinte og et træk indad fik han lagt bolden til rette for sin højrefod og drejede elegant bolden ind i modsatte side af målet.

Anderlecht var kun i få tilfælde en trussel omkring PSG-feltet, og kort før pausen blev det fortjent 2-0 til franskmændene.

Neymar rykkede fri på kanten af feltet og trykkede bolden i kassen til 2-0.

Kort inde i anden halvleg blev den sidste spænding dræbt, da Layvin Kurzawa gjorde det til 3-0.

Neymar ramte stolpen på et frispark, og tæt under mål fulgte forsvarsspilleren op på riposten.

Og venstrebacken var slet ikke færdig. Han stod også for scoringerne til 4-0 og 5-0 og kunne notere et sjældent hattrick på sit cv.

I gruppens anden kamp vandt Bayern München ude med 2-1 over Celtic, og dermed er tyskerne også videre, da man er bedre indbyrdes end Celtic, som også maksimalt kan nå ni point.

Kingsley Coman og Javier Martinez stod for tyskernes mål.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx