Af Ritzau - 04/03-17 18:00

Leicester holder kadencen og vinder vigtig bundkampLeicester holder kadencen og vinder vigtig bundkamp

Med 3-1 hjemme over Hull hentede Leicester den anden sejr i træk og har luft til bunden i Premier League.

storybild

Med en flot scoring af Riyad Mahrez vandt Leicester den anden sejr i træk i Premier League og lagde luft til nedrykningsstregen. (Billede: Scanpix/Lindsey Parnaby)

Managerskiftet i Leicester fortsætter med at give resultatmæssig gevinst.

Lørdag vandt Kasper Schmeichel og kompagni den vigtige bundkamp hjemme mod Hull med 3-1 og har efter den anden sejr i træk nu fem point ned til Middlesbrough under stregen.

Selvtilliden ser ud til at være tilbage i holdet. Det vilde mesterskabseventyr med Claudio Ranieri er dermed afløst af en dannelseshistorie med Craig Shakespeare i hovedrollen.

Ranieris tidligere assistent overtog tøjlerne efter fyringen for 14 dage siden og førte i sin første kamp som midlertidig chef holdet til en meriterende sejr over Liverpool.

I den kamp var kampviljen, skarpheden og omstillingsspillet tilbage på højeste niveau, og mod Hull vandt Leicester, efter kampen startede op ad bakke.

Nyindkøbte Wilfred Ndidi, som havde en god kamp mod Liverpool, satte en Hull-kontra i gang med en sløset aflevering efter 14 minutter.

Kamil Grosicki blev sendt til baglinjen, og hans indlæg fik Kasper Schmeichel kun en hånd på, før Sam Clucas skovlede bolden i mål til 1-0.

Med nyvunden selvtillid gav Leicester ikke op, og efter 27 minutter udlignede Christian Fuchs efter indlæg fra Jamie Vardy.

I anden halvleg kom begge mandskaber til muligheder, men med Leicester som den dominerende part.

Efter 59 minutter viste Riyad Mahrez, at managerskiftet også ser ud til at bekomme ham vel. Med flere frække træk snød han igen og igen Hull-forsvaret, før han fra kanten af feltet satte bolden i det korte hjørne til 2-1.

Mahrez har kæmpet med et formdyk tidligere i denne sæson, efter han var en stor profil i den seneste.

Hulls målmand så tung ud i forbindelse med scoringen.

Det gjorde Kasper Schmeichel til gengæld ikke, da han syv minutter før tid med en mesterlig redning i det korte hjørne forhindrede en Hull-udligning.

Netop som stadionuret rundede 90 minutter, scorede Hulls Tom Huddlestone selvmål til 3-1 efter et hjørnespark.

Middlesbrough uden Viktor Fischer tabte 0-2 ude til Stoke og ligger med 22 point lige under stregen. Hull på næstsidstepladsen har 21 point.

Crystal Palace vandt 2-0 ude over West Bromwich Albion og sprang op på 25 point.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx