Af Ritzau - 26/06-17 18:25

Regeringsleder blander sig i EM: Kig farcekamp igennemRegeringsleder blander sig i EM: Kig farcekamp igennem

Slovakiets premierminister kalder kamp mellem Tyskland og Italien ved U21-EM for en farce i brev til Uefa.

storybild

Robert Fico har sendt et brev til Uefa, hvor han brokker sig over fodboldkamp ved U21-EM i Polen. (Billede: Scanpix/Thierry Charlier)

Slovakiets fodboldtalenter missede i weekenden en plads i semifinalerne ved U21-EM med mindst mulige margin.

Med en italiensk 1-0-sejr over Tyskland spillede både Italien og Tyskland sig videre til semifinalerne, mens slovakkerne endte med sorteper i det samlede toer-regnskab.

Stort set alle andre resultater ville sikre slovakkerne en plads i semifinalerne, og det fik søndag Slovakiets U21-landstræner til at anklage Italien og Tyskland for aftalt spil.

Mandag følger Slovakiets premierminister, Robert Fico, op.

I et brev til præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Aleksander Ceferin, kalder Robert Fico kampen for en farce.

Regeringslederen vil have Uefa-præsidenten til at beordre en gennemgang af kampen og efterlyser regler, der hindrer, at noget lignende kan udfolde sig i fremtidige turneringer.

Hvis Tyskland havde udlignet til 1-1 mod Italien, var italienerne røget ned på andenpladsen i gruppe C med fire point. Og så var Slovakiet gået videre som bedste gruppetoer.

Slovakkerne sluttede med seks point og 6-3 i målscore i gruppe A.

Og hvis Italien havde scoret yderligere et mål og vundet 2-0 over Tyskland, var slovakkerne også avanceret til semifinalen på bekostning af tyskerne, fordi slovakkerne havde scoret flere mål end tyskerne.

U21-EM fortsætter tirsdag, når Tyskland står overfor England i den ene semifinale. I den anden brager Italien ind i Spanien.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx