Af Ritzau - 17/05-17 14:47; Opdateret: 17/05-17 16:41

Nadal spadserer hurtigt videre på gruset i RomNadal spadserer hurtigt videre på gruset i Rom

Der blev kun spillet lidt over 20 minutters tennis, da Rafael Nadal gik videre fra anden runde i Rom.

storybild

Rafael Nadal er videre fra anden runde efter en meget kort optræden på gruset i Rom. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Oscar Del Pozo)

Rafael Nadal er blandt de 16 bedste tennisspillere i ATP-turneringen i Rom.

Den fjerdeseedede spanier har i de første to runder kun spillet lidt over tre partier og været på banen i lidt over 20 minutter.

I første runde sad Nadal over, og i anden runde trak modstanderen Nicolás Almagro sig med en skade.

Nadal var foran med 3-0 i første sæt, da Almagro i fjerde parti landede skævt ned på gruset med sit venstre ben og pådrog sig en skade i knæet.

Almagro humpede over til sin stol og kunne uden at få behandling mærke, at skaden var så alvorlig, at han ikke var i stand til at fortsætte kampen.

En ærgerlig Nadal gav sin landsmand et kram, og så var den kamp overstået.

De to spaniere nåede at give publikum i Rom flot grustennis i andet parti, hvor Almagro afværgede fem breakbolde, inden han blev brudt i sjette forsøg.

Almagro vandt kun et enkelt point i Nadals to servepartier, så den tidligere verdensetter var allerede på kurs mod sejren inden modstanderens skade.

Nadal skal i ottendedelsfinalen møde vinderen af opgøret mellem den 13.-seedede amerikaner Jack Sock og tjekken Jirí Veselý.

Tidligere onsdag vandt den syvendeseedede japaner Kei Nishikori 7-5, 6-2 over spanieren David Ferrer og er også klar til ottendedelsfinalen.

Hos kvinderne røg verdensetteren Angelique Kerber fra Tyskland ud efter et skuffende nederlag til esteren Anett Kontaveit.

29-årige Kerber tabte i anden runde i WTA-turneringen i Rom med cifrene 4-6, 0-6 på bare 56 minutter.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx