02/11-17 07:46

Ronaldo: Vi kan tabe fem gange og styre udenom kriseRonaldo: Vi kan tabe fem gange og styre udenom krise

Cristiano Ronaldo indrømmer, at Real Madrid har problemer efter to nederlag i træk. Men han tager det roligt.

storybild

Cristiano Ronaldo reducerede til 1-3, da Real Madrid onsdag tabte til Tottenham i Champions League. Scanpix/Paul Childs

London. Trods to nederlag i træk er det spanske storhold Real Madrid et stykke fra at befinde sig i en krise.

Det fastslår superstjernen Cristiano Ronaldo efter onsdagens 1-3-nederlag på udebane til Tottenham i Champions League.

- Man kan ikke altid være på toppen. Der vil være gode og dårlige øjeblikke.

- Vi tager det roligt. Det er ikke, hvad der sker nu, men det der sker i slutningen af sæsonen, som betyder noget, siger Ronaldo.

Real Madrid tabte i weekenden 1-2 på udebane til oprykkerholdet Girona i den spanske liga, hvor det regerende mesterhold allerede er distanceret med otte point af rivalen FC Barcelona.

- Vi må acceptere, at vi ikke er på vores bedste niveau og arbejde videre.

- Vi kan tabe tre, fire eller fem kampe, og jeg vil stadigvæk ikke mene, at vi er i en krise, siger portugiseren.

For et halvt år siden vandt Real Madrid både det spanske mesterskab og tog titlen i Champions League for anden sæson i træk. Og det skal folk huske, før de dømmer madrilenerne, mener Ronaldo.

- Vi er inde i en dårlig stime, og det vil vi gerne ændre på.

- Fodbold handler om at vinde, men folk glemmer de gode ting, som dette hold gjorde for få måneder siden. Jeg tager det med ro, siger angriberen.

Trods nederlaget til Tottenham onsdag aften er Real Madrid fortsat på sikker kurs mod ottendedelsfinalerne i Champions League.

Med to kampe tilbage af gruppespillet indtager stjerneholdet fra Madrid andenpladsen i gruppe H med et forspring på fem point til tyske Borussia Dortmund.

Tottenham topper gruppen med ti point efterfulgt af Real Madrid med syv point. Derefter følger Dortmund og Apoel FC fra Cypern med hver to point.

De to bedste hold fra gruppen avancerer til ottendedelsfinalerne.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx