17/07-17 09:30

Dansk racerkører rejser sig efter Le Mans-skuffelseDansk racerkører rejser sig efter Le Mans-skuffelse

Racerkøreren Michael Christensen var med i en dobbelt podietriumf for Porsche på Nürbürgring i Tyskland.

storybild

Michael Christensen (til venstre) kunne sammen med franske Kevin Estre juble over en tredjeplads i sekstimersløbet på den tyske Formel 1-bane Nürbürgring. Free/Porsche Pr

Nürburgring. Michael Christensen udgik for en måned siden skuffende fra årets Le Mans, da det ellers så godt ud for Porsche-køreren.

Søndag aften fik den danske racerkører igen en succesoplevelse, da han opnåede en tredjeplads i sekstimersløbet på den tyske Formel 1-bane Nürbürgring.

Podiepladsen blev hentet sammen med den franske Porsche-holdkammerat Kevin Estre, mens en anden Porsche-bil endte på andenpladsen. Begge i GTE Pro-klassen.

- Det var en god dag for teamet og for Porsche. Selvfølgelig vil du altid gerne vinde, specielt her på Nürburgring, som er en slags hjemmebane for både teamet og Porsche.

- Men desværre var det ikke muligt for os, siger Michael Christensen i en pressemeddelelse.

Især dækkenes holdbarhed på Porsche-bilen 911 RSR blev afgørende. Porsche kunne dog ikke besejre en Ferrari-bil, der løb med sejren.

- Vores 911 RSR kørte helt perfekt på nye dæk, men over et dobbelt stint, som vi skal køre på de begrænset antal dæk, der er til rådighed hver løbsweekend, var vi ikke de hurtigste.

- Det var derimod én af de to Ferrari'er, der i løbets afsluttende timer fik kæmpet sig i front, lyder det fra danskeren.

Løbet i Tyskland var fjerde afdeling af årets VM-serie.

Næste gang, Michael Christensen trækker i køredragten, er i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix 5.-6. august i København. Her skal han blandt andet køre en klassisk Porsche 911 fra 1965.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx